Torskefiskeri i den østlige Østersø – nu med MSC

Torskefiskeri i den østlige Østersø – nu med MSC

Trawl- og linefiskere fra østlige Østersø har nu mulighed for at sælge torsk med MSC certifikat. Det betyder måske højere priser – det er i hvert fald den erfaring rødspættefiskerne i Nordsøen har gjort, efter deres fisk blev certificeret for ca. 14 dage siden.
Efterspørgslen efter MSC certificerede rødspætter er langt fra dækket. Det viser de daglige handler på Hvide Sande Fiskeauktion, hvor en rødspætte med det efterspurgte bæredygtigheds certifikat, typisk opnår en merpris på 2 kr./kg. For de mindste størrelser, som gennem de seneste mange måneder har været svært omsættelige, udgør forskellen enkelte dage over 4 kr./kg.

Spørgsmålet er så, om Østersø torsken også vil stige i pris, og en del tyder på, at det vil være tilfældet. I Hvide Sande venter opkøberne i hvert fald utålmodigt på MSC certificerede torsk fra østlige Østersø. Peter Søndergård fra Knud Søndergård Fiskeeksport Aps siger til Fiskerforum; ”Efterspørgslen er der, og vi har ordrer i bogen, som vi skal have produceret – helst inden Påske”. Peter Søndergård håber og forventer, at torskeprisen vil stige – men, som altid, vil det være markedet, der bestemmer prisen forklarer den erfarne fiskeopkøber.

Torsk fanget i garn omfattes ikke af MSC certificeringen
Certificeringen kommer kun til at gælde trawl- og linefiskeriet efter torsk i den østlige Østersø. Danske Fiskeres PO, der står bag certificeringen, søgte også om certificering af garnfiskeriet, men på grund af usikkerhed om bifangster af marsvin, har garnfiskeriet efter torsk ikke kunnet opfylde kravene til MSC-certificeringen.

Den samlede danske torskekvote i den østlige Østersø er i 2011 på omkring 13.500 tons.