To torskebestande deles om Østersøen. Den vestlige, som findes vest for Bornholm, og den østlige, som findes øst for Bornholm.
Den første udnyttes hovedsagelig af danske og tyske fiskere. Den østlige udnyttes især af polske, svenske og danske flader. Her skal vi se på den østlige bestand, som i dag udnyttes med et maksimalt bæredygtigt udbytte.
Vi præsenterer ikke torsken nærmere, eftersom dens historie i den grad er tæt knyttet til det europæiske fiskeris udvikling igennem århundreder. Fangsterne fra Østersøen blev – og bliver stadig – især opkøbt af virksomheder, som forarbejder dem til fileter og stave for dybfrostvaremærker eller fastfoodkæder. De garantier, der ligger i denne industrielle udnyttelse, har gjort østersøtorsken til en rentabel fisk, som dermed er meget efterstræbt af fiskerne. Følgen af denne succes er overfiskning.
For den østlige bestand viste problemet sig i slutningen af 1980’erne og gav sig udslag i et voldsomt fald i fangsterne fra begyndelsen af 1990’erne. Fra 207 000 tons i 1987 faldt landingerne til 55 000 tons i 1992. Dette styrtdyk og den efterfølgende hurtige nedfiskning skyldes en dynamik, der er speciel for Østersøen. Nedgangen i torskebestandene fremkaldte en stigning i torskens vigtigste bytte, nemlig brisling. Men da brisling er en rovfisk, der går efter torskens ag og larver, kom den ind i en ond cirkel, som førte til et opsigtsvækkende fald i dens bestand. Hertil kommer svingningerne i Østersøens vandkvalitet og saltindhold, der ligeledes har haft en skadelig virkning på arten.
Vi er langt for EU-udvidelsen i 2004, og forvaltningen af ressourcerne i Østersøen deles derfor mellem flere stater, som er samlet i en regional fiskeriforvaltningsorganisation, Den Internationale Østersø-fiskerikommission (IBSFC – International Baltic Sea Fishery Commission). Men de nedsættelser af de samlede tilladte fangstmængder, denne organisation beslutter, ligger til stadighed langt under dem, der anbefales af forskerne, og de bliver tilsyneladende ikke respekteret i særlig høj grad. Bestanden bliver hurtigt nedfisket.
Pa EU’s initiativ tager IBSFC i 1999 initiativ til at iværksatte en forvaltningsplan for torsk i Østersøen: nedsættelse af TAC, forhøjelse af mindstemålene for landing, adgangsbegrænsning til gydeområderne, forhøjelse af maskestørrelsen for fiskeredskaber, forpligtelse til at forsyne trawlene med et sorteringsvindue, begrænsning af bifangsterne osv. Efter udvidelsen i 2004 videreforer EU denne forvaltning og indfører på videnskabsfolkenes anbefaling en differentiering på to bestande. Det er også på det tidspunkt, der træffes beslutning om en sommerlukning af torskefiskeriet for at beskytte bestandene af gydende fisk.
I 2006 udarbejder Kommissionen en flerårig plan for de to bestande, som træder i kraft i 2008. Den bygger på en gradvis reduktion af fiskeridødeligheden, således at der genopbygges en bæredygtig udnyttelse af bestanden. Det sker nødvendigvis gennem en begrænsning af TAC’erne, men ligeledes gennem vigtige foranstaltninger til at indskrænke fiskeriindsatsen ud over dem, der allerede gælder (2 måneders fiskeriforbud om sommeren, flere ekstradage, som medlemsstaterne skal fastsatte), gennem et 6-måneders adgangsforbud til gydepladser og gennem sarlige kontrolforanstaltninger med henblik på at bekæmpe huller i fangstopgørelserne.
Resultaterne kom hurtigt. Fra 2009 er TAC’erne faktisk stigende, for det går allerede i den rigtige retning med den voksne biomasse. Dette hurtige resultat skyldes de samlede virkninger af planens foranstaltninger, den tætte kontrol og flere års gode rekrutteringer. I dag anslås biomassen til 294 000 tons, og fiskeridødeligheden svarer til det bæredygtige udbytte. Ifølge videnskabelige skøn ventes biomassen at stige yderligere i de kommende ar, hvis udnyttelsen fortsat holdes inden for de grænser, der er fastsat i planen.
