Efter at være idømt tre års fængsel i byretten, er tidligere direktør for fiskemelsfabrikken FF Skagen – Morten Broberg – blevet frikendt i en sag om bedrageri ved Vestre Landsret i Viborg.
Ifølge Vestre Landsret kan Morten Broberg ikke stilles til ansvar for, at FF Skagen fra 2010 solgte fiskefoder, som indeholdt fedtsyre-ethylester – eller bio-diesel – i stedet for fiskeolie. Det skriver BT. Det var nemlig Randers-firmaet OS Trading, som købte biodieselen og solgte den videre til FF Skagen. OS Trading står derfor til en bøde på 12 millioner kroner. Biodiesel bruges til forbrænding, men endte i denne forbindelse i dyrefoder. På den måde tjente OS Trading 12 millioner kroner, som nu skal betales tilbage. På trods af frifindelsen, så har Morten Broberg dog et ansvar. Retten mener, at han uagtsomt har overtrådt to EU-forordninger på området. Det udløser en straf på tre måneders betinget fængsel.