En dramatisk og uhyggelig redningsaktion i 2002 på Nordsøen, med både redningsskib og helikoptere involveret, satte tankerne i sving hos sejlmager Jens Kr. Mikkelsen i folkemunde kaldet Brormand.
Det var efter den ulykkelige hændelse på havet at besætningsmedlemmerne fra rednings- og inspektionsskibet Vestkysten, kom ind i forretningen i Thyborøn med en redningssele, der skulle repareres og også meget gerne forbedres.
Efter at have lagt hovedet i blød og ved at trække på mange års erfaring af forskellige opgaver, fandt Brormand en løsning hvor en ny hejsesele forsynes med en klemme, der kan låse løkken, så den sidder tæt omkring den eller det der skal hejses op. Derved kan den forulykkede ikke glide ud af selen. Vi har fået patent på klemmen og i dag findes den på alle rednings- og kontrolskibe.
Vi har udviklet en lille model i en handy pose, til at montere på fartøjer ved siden af redningskransen. Med selen følger spilblok og instruktion i hvordan man med en line kan trække en voksen mand ind.
Vedrørende bevidstløse personer kan redningsselen monteres på en fork, hvorefter man monterer selen på personen i vandet. Forken fjernes og personen er klar til at blive hejst op.
Kilde: Thyborøn Sejlmageri
FiskerForum.com