Torsdag den 15. december uddeler Thyborøn Havn for 21. gang havnens initiativpris, og i 2022 er valget blandt mange kvalificerede kandidater faldet på Danske Fiskeauktioner A/S.
Igen i 2022 var der mange kandidater til initiativprisen, som prisudvalget kunne vælge imellem. Der var dog ingen tvivl om, at Danske Fiskeauktioner A/S var topkandidaten og derfor det helt rigtige valg i 2022.
Prisen uddeles for: »En vedholdende og stærk indsats for at fastholde landinger fra både danske og udenlandske konsumfartøjer i Thyborøn Havn i en svær tid for fiskeriet.«
Thyborøn Havn er rundet af fiskeriet og har gennem alle årene været en af Danmarks tre store fiskerihavne – også når det drejer sig om konsumfisk, hvor der landes spisefisk af høj kvalitet til hele Europa. En velfungerende og aktiv fiskeauktion er helt afgørende for at fastholde Thyborøn Havns position på området.
I en periode efter Brexit og med udfordringer på flere fronter for dansk fiskeri har Danske Fiskeauktioner A/ S arbejdet vedholdende og fokuseret på at fastholde og tiltrække landinger af fisk til Thyborøn.
Indsatsen har ikke kun været rettet mod de hjemmehørende fartøjer, men i høj grad også på landinger fra udenlandske fartøjer fra især Holland og Belgien. At denne indsats har været væsentlig for havnen blev tydelig allerede i 2020. Tidligere landede de udenlandske fartøjer fisken i Thyborøn og kørte den til auktionerne i Holland og Belgien. Det blev umuligt efter indførelsen af EU’s kontrolregler, der betød, at fisken nu skulle sorteres og vejes i den havn, hvor fisken var landet, før den kunne transporteres ud af havnen.
Det forårsagede et kraftigt fald i aktiviteten på Thyborøn Havn, hvor betydeligt færre landede spisefisk i en periode, fordi de udenlandske fiskere følte sig nødsaget til at sejle fisken hele vejen hjem.
Danske Fiskeauktioner A/S tog handsken op for at finde nye gode løsninger og arbejdede målrettet på i første omgang at hjælpe de udenlandske fartøjer med sortering og vejning af den landede fisk. Men initiativet stoppede ikke her. Gennem et målrettet samarbejde, også med havnen, er det lykkedes Danske Fiskeauktioner A/S at bevise overfor de udenlandske fiskefartøjer, at det både logistikmæssigt og prismæssigt er attraktivt at sælge fisken over auktionen i Thyborøn.
I dag er en væsentlig del af omsætningen over både havn og auktion således landinger af fisk fanget af de hollandske og belgiske fartøjer. Det har sikret, at omsætningen af spisefisk i Thyborøn fortsat er høj til trods for, at fiskeriet i Danmark gennem de sidste år har været inde i en turbulent tid – ikke mindst påvirket af Brexit.
Thyborøn Havns direktør Jesper Holt Jensen fortæller: »Der var en vis uro på Thyborøn Havn i 2020, da landinger af fisk fra hollandske og belgiske fartøjer faldt markant. Men det har været imponerende at se det initiativ og den vedholdende indsats, som Danske Fiskeauktioner A/S har leveret, for at trække fiskerne og dermed landingerne tilbage til Thyborøn med gode kundetilpassede logistiske løsninger. Det er en indsats, der i høj grad kalder på havnens initiativpris i 2022«.
Også Danske Fiskeauktioners direktør Michael Lodahl er glad for udviklingen. Han fortæller: »Med vores store netværk af opkøbere i Danmark samt hele Europa har vi vist, at vi har en auktion, der kan sikre gode priser på spisefisk til fiskerne, og med vores logistiknetværk og konkurrencedygtige indsats har vi sikret, at både danske og udenlandske fiskere får høj service og en sikker afsætning af de fisk, de fanger. Derudover sikrer internetauktionen, at den danske fiskeindustri på lige fod med de udenlandske opkøbere i dag har muligheden for at købe de fisk, som tidligere blev kørt direkte til de udenlandske fiskeauktioner for at blive solgt. Det er vi ret stolte af«.
Prisuddelingen finder sted på havnekontoret, Tankskibsvej 4, Thyborøn torsdag den 15. december kl. 12.00.
Til udvælgelse af prismodtagere er nedsat et prisudvalg bestående af erhvervsrepræsentant Michael Madsen, en repræsentant med særlig indsigt i fiskeriets forhold Heidi Ebey Grønkjær, maritim chef Theis Christensen og havnedirektør Jesper Holt Jensen.
Det er 21. gang Thyborøn havn uddeler initiativprisen, så det er et helt jubilæum. De tidligere modtagere af prisen er:
2002
Den første prismodtager var Thyborøn Fiskeauktion a/s ved bestyrelsesformand Anton Lilleøre og direktør/auktionsmester Sten Rønn Steen, som i 2002 modtog prisen for indførelsen af Danmarks første internetauktion.
2003
Den anden prismodtager var Michael Bork, der allerede som 20-årig købte L 66 MARIA BORK, og etablerede sig med sit første fartøj som selvstændig fisker.
2004
Som tredje prismodtager blev Michael Lodahl i 2004 valgt for den dynamik, han viser i de mange projekter, han er drivkraften bag.
2005
I 2005 var modtageren Anders Olesen for etableringen af virksomheden Wellfish, som han driver samtidigt med aktiviteterne i Fiskehallen i Den Røde Hal.
2006
Fiskeripuljen Thyborøns Kvoteselskab A/S, modtog prisen i 2006. Selskabet er etableret for at opkøbe fiskefartøjer med tilhørende rettigheder, kvoter og havdage til gavn for deltagerne i Fiskeripuljen Thyborøn.
2007
I 2007 var prismodtagen Knud Erik Abildtrup, Thyborøn NordsøRal a/s. Prisen blev givet for Knud Eriks energiske udvikling af Thyborøn NordsøRal og hans betydning som foregangsmand for hele grusområdet i Thyborøn.
2008
Prisen gik i 2008 til Fiskeriskolen i Thyborøn, for den positive udvikling af uddannelsen og sit bidrag til at forme fremtidens fiskere.
2009
I 2009 fik Thyborøn Skibssmedie som anerkendelse for virksomhedens evne til at produktudvikle i et godt samspil
med virksomhedens kunder og førende eksperter. Senest er det igen lykkedes med virksomhedens succesfulde flydeskovle.
2010
Thyborøn Invest løb med prisen i 2010 som anerkendelse for virksomhedens opførelse af fryselager og lagerhal på Langholmkaj, og investering i lokaler til virksomheden DFPI A/S.
2011
Kenneth Smed fik i 2011 prisen. Prisen tildeles Kenneth Smed for hans
udvidelse af Smed Marine Service med smedeværkstedet Skaarup & Salskov i Thyborøn.
2012
I 2012 blev prisen givet til John Anker H. Larsen for etablering af ”rederiet” med fartøjerne L 227 Grethe Hviid, L 229 Lykke Hametner, L 228 Susanita, S 229 Maria Hametner
2013
I 2013 gik prisen til Beddinghavnens Baadelaug for den flotte hovedistandsættelse og udvidelse af området i Beddingshavnen. Herunder den entusiasme og det gode samarbejde, der har været omkring projektet, samt den store indsats, der er ydet af bestyrelse, byggeudvalg og ikke mindst frivillige medhjælpere.
2014
I 2014 gik prisen til Henning Kjeldsen for etablering af Thyborøn Trawlbinderi på Thyborøn Havn, samt for tillid og loyalitet overfor havnes servicevirksomheder ved nybygning og ombygninger af fartøjer
2015
I 2015 gik prisen til L232 Tove Kynde og fiskeskipperne Martin Kynde og Tamme Bolt for initiativet til som ung fisker at etablere sig med eget fartøj og som etableret fisker at investere i at hjælpe en ny generation af fiskere i gang.
2016
I 2016 var prismodtageren Thyborøn Shipyard og de to moderselskaber Kynde & ToK og Thyborøn Skibs & Motor. Prisen 0ldeles for »Initiativet til etablering af flydedokfaciliteter i Thyborøn Havn«
2017
I 2017 var prismodtageren Konsumfisk. Prisen tildeles for: Initiativet »Kend din fisker«
2018
I 2018 var prismodtageren Themis Fiskeri for: »Investering i det nye Themis fartøj, den trofaste levering af industrifisk i Thyborøn Havn og for at vise vejen for svenske fiskere 0l et fiskeri i Thyborøn«
2019
I 2019 er prismodtageren »Royal Norden Seafood« for etablering af ny fiskeforarbejdningsvirksomhed i Thyborøn.
2020
I 2020 er prismodtageren TripleNine A/S for investeringer i fabrik og lossefaciliteter samt initiativer til at tiltrække landinger med industrifisk 0l Thyborøn.
2021
I 2021 er prismodtagerne Hydra-teknik Aps for etablering af maritim servicevirksomhed på Thyborøn Havn med speciale inden for hydraulig og innovativ ekspedering til nye fokusområder som levering af sikkerhedsudstyr og eftersyn på marine kraner
2022
I 2022 er prismodtageren Danske Fiskeauktioner A/S for vedholdende indsats for at fastholde landinger af både danske og udenlandske fartøjer i Thyborøn Havn i en svær tid for fiskeriet.
Fakta om Danske Fiskeauktioner A/S, som de selv beskriver sig:
Danske Fiskeauktooner A/S er en moderne internetbaseret fiskeauktion, der i dag driver auktionerne i Thyborøn, Thorsminde og Hvide Sande. Den landede fisk sælges via moderne internetauktion til hele Europa, og distribueres dagligt fra de tre havne til mere end 280 opkøbere. Danske Fiskeauktioner sælger ikke kun fisken men tager også hånd om hele logistikkæden fra salget til levering af fisken hos køber samt returtransport af fiskekasser.