Efter administrerende direktør Mikael Thinghuus i januar i år meddelte, at han ville stoppe i Royal Greenland efter sommerferien, har bestyrelsen været på jagt efter en ny »Thinghuus«.
Han afleverer posten videre til den nye direktør, med det bedste resultatmæssige regnskab nogensinde i Royal Greenland’s historie.
Afløseren er fundet og det bliver en erfaren erhvervskvinde, som har mange års erfaring fra det asiatiske marked, skriver KNR.gl.
Navnet er danske Susanne Arfelt Rajamand på 47 år, der nu sætter sig på den tunge post, i Grønlands største virksomhed. Hun har en erhvervsøkonomisk uddannelse i ledelse med fokus på organisation, udvikling og strategisk ledelse fra Copenhagen Business School samt flere uddannelsesophold i blandt andet Indien og Mexico.
Hun taler seks sprog og har boet i Asien i 15 år.
Bestyrelsesformanden for Royal Greenland Maliina Abelsen siger i en kommentar til avisen, at Susanne Arfelt Rajamand både har profilen, samt den internationale erfaring og personlighed, der skal til, for at stå i spidsen for den førende virksomhed i Grønland. Hun vil fortsætte udviklingen samt fastholde det internationale fokus.
Susanne Arfelt Rajamand skal være med til at øge salget endnu mere for Royal Greenland i Asien foruden Nordamerika og i Europa.