SVM-Regeringen fastholder, at danske fiskere fritages for CO2-afgiften frem til 2030, men virkeligheden er en anden. Fiskerne skal stadig betale afgiften og får først pengene retur senere via momsafregningen. Det skaber en likviditetsmæssig byrde, der rammer fiskerne hårdt, særligt i en tid med økonomisk usikkerhed.
Men et endnu større problem er, at regeringen tilsyneladende ser stort på EU’s energibeskatnings-direktiv. Ifølge EU-reglerne burde udenlandske fiskefartøjer, der tanker i danske havne, men fisker uden for 12-sømilegrænsen, slet ikke betale CO2-afgiften. Alligevel vælger den danske regering at opkræve afgiften og henviser til en juridisk fortolkning, som eksperter afviser findes.
Danske fiskere kan også være fritaget – men regeringen ignorerer det
Paradokset bliver endnu større, når man ser på situationen for danske fiskere. De fleste danske fartøjer fisker uden for 12-sømilegrænsen, og ifølge samme EU-regler kan de derfor også fritages for afgiften – præcis som udenlandske fiskere bør være. Men i stedet for at bruge denne mulighed insisterer regeringen på at opkræve afgiften fra både danske og udenlandske fartøjer, hvilket kan vise sig at være direkte ulovligt.
Dette betyder, at både danske og udenlandske fiskere presses økonomisk, mens fiskerinationer som Sverige og Norge bliver de store vindere. Fiskerne vælger ganske enkelt at sejle til nabolandene for at tanke, fordi afgiften gør det alt for besværligt at tanke i danske havne.
Faldende efterspørgsel i danske havne
Ifølge Steen Møller, direktør i Malik Group, har den ulovlige afgiftspolitik allerede haft mærkbare konsekvenser. Efterspørgslen på brændstof i danske havne er faldet drastisk, da både danske og udenlandske fiskere søger mod nabolande, hvor de ikke bliver pålagt en afgift, de i realiteten burde være fritaget for.
Samtidig slipper fly og færger for CO2-afgift, når de opererer på internationale ruter. Det får eksperter til at kritisere regeringens håndtering af afgiften på fiskeri.
»Der er en grundlæggende mangel på logik i CO2-afgiften på fiskeriet,« siger Joan Faurskov Cordtz fra PwC. Hun påpeger, at store dele af fiskeriet foregår uden for Danmarks sømilegrænse – og dermed burde være fritaget for afgiften, ligesom det er tilfældet for fly og færger.
En løsning, der skader fiskeriet
Regeringen har i februar præsenteret en fiskeriaftale, hvor CO2-afgiften teknisk set neutraliseres gennem tilbagebetaling. Men det ændrer ikke på det grundlæggende problem:
- Fiskerne skal stadig lægge pengene ud først, hvilket skaber store økonomiske problemer.
- Udenlandske fiskere opkræves en afgift, der ser ud til at være ulovlig ifølge EU-reglerne.
- Danmark mister indtjening, fordi fiskere søger til nabolande for at tanke.
I stedet for at sikre en bæredygtig løsning for fiskeriet, risikerer regeringen nu at ende i en konflikt med EU. Og mens politikerne diskuterer, sejler fiskerne deres forretning til udlandet.




















