Det er en konstatering, som Anders Svensson fra Rörö i Sverige skriver om på sin blog, Njord og hvor han på en let og forståelig måde, forklarer hvorfor svenske rejefiskere, slås med overkapacitet og dårlige regnskaber.
Det første og måske også det væsentligste i et hvert fiskeri, er at der skal være penge tilbage når fangsten er solgt, til investeringer og fornyelse, når de faste omkostninger til båd er fratrukket, som brændstof og lønninger til besætningen samt de løbende reparationer. Kort fortalt fiskeriet skal være rentabelt, der skal være overskud efter en fangstrejse og det ikke tilfældet, bør man indstille fiskeriet.
Alder og gæld
Her ligger et af problemerne, for en svensk rejefisker med en alt for lille rentabilitet i fiskeriet, kan ikke bare forlade skuden. Der skyldes stadigvæk penge på båden og regninger skal også betales, så en svensk rejefisker, der for øvrigt i gennemsnit er + 50 år, er nærmest stavnsbunden af sit erhverv. Andre rejefiskere er jo i selv samme dilemma og logisk er der vel heller ingen der vil investerer i yderligere en båd, hvis den man har, ikke omsætter tilstrækkeligt.
For lille kvote og for mange rejefartøjer
En anden problemstilling som Anders Svensson ridser op, er rejeflådens størrelse i Sverige, som er det altoverskyggende problem. For med mere en 60 rejebåde og en samlet kvote, der kun lige kommer op på mellem 20 og 25 tons pr. båd, er det svært at få de økonomiske ender til at nå sammen. Til sammenligning har den danske rejeflåde landinger pr. år der ligger på næsten ti gange så meget, nemlig mellem 250 – 300 tons om året. Den danske rejeflåde består også kun af 10 fartøjer, mod svenskerne, der har seks gange så mange.
High grading af rejerne
En anden problemstilling, er når svenske fiskere tvinges til at tænke merværdi i fangsten. Dvs. man sorterer fangsterne efter hvor meget de kan indbringe på auktionen. Derfor ser man også det misforhold, som andre nordiske rejefiskere, anklager svenske rejefiskere for at gøre i vid udstrækning, at high grade deres fangster. Et eksempel: en dansk og svensk rejetrawler fisker ved siden af hinanden, med samme redskaber og samme størrelse båd. Mens danskeren har en fangstfordeling der gennemgående ligger på 70 procent rå rejer og 30 procent kogte rejer, forholder der sig fuldstændigt modsat med den svenske rejetrawler, der trods fiskeri i samme område og med samme trawl, fisker 30 procent rå rejer og 70 procent kogte.
Den svenske kontrol stikker hovedet i busken
Svensson påpeger misforholdet mellem svenske og danske rejefangster, hvor fordelingen nærmest er omvendt, og mener svenske rejefiskere tvinges af økonomiske årsager til et ulovligt udsmid og en lige så ulovlig high grading af rejerne.
Fiskerne har ikke noget valg, forklarer Svensson videre, hvis de ønsker at leve af rejefiskeriet, tvinges de til ulovligheder. Forlader man erhvervet risikerer man store økonomiske tab. Så eneste måde er hvis man kan sælge sin kvote og sit fartøj, så gælden kan blive betalt og man derefter kan se en nogenlunde sikker økonomisk fremtid i møde.
Problemet er svenskernes månedsvis rationskvote / licens på rejer.
Svenske rejefiskere får tildelt månedskvoter på rejer, hvilket også gør fiskeriet mindre lønsomt, da man ikke som danskerne, selv bestemmer hvornår rejerne kan fanges og hvornår de er bedst. Svenskerne tvinges til at fiske løs af kvoten, for når man det ikke, deles den efterfølgende ud til alle andre.
Svenssons konklusion og løsning på problemet er taget ud af krisen i det pelagiske fiskeri år tilbage. Her løste man problemet med at fiskerettighederne / kvoterne kunne handels. (den danske model) Man gav erhvervet kvoterne, som efterfølgende gav de enkelte fiskere mulighed for enten fortsætte eller blive i erhvervet. Resultatet var efter 3 år, at antallet af fartøjer var mere end halveret og der var kommet økonomi tilbage i fiskeriet.
