Det var især stormen »Johanne« i starten af august måned, der gav livgivende ilt til de lavvandede områder ramt af iltsvind, hvorimod man i områder med dybere vand, som i Lillebælt, oplever at iltsvindet havde bidt sig fast, skriver DCE (Det nationale center for Miljø og Energi) i årets første iltsvindsrapport.
DCE har opgjort det samlede areal berørt af iltsvind i de indre danske farvande til knapt 1.800 km2 sidst i juli og til godt 1.500 km2 midt i august, heraf var cirka halvdelen af arealet ramt af kraftigt iltsvind.
Tallene svarer nogenlunde til situationen på samme tidspunkt sidste år, skriver DCE og understreger samtidig at dengang var iltsvindet også karakteriseret ved at starte usædvanlig tidligt i flere områder. Det viser årets første iltsvindsrapport for juli og august måned 2018 fra DCE – Nationalt Center for Miljø og Energi, Aarhus Universitet. Rapporten er lavet på baggrund af målinger fra Miljøstyrelsen.
De tidligste iltsvind blev registreret først i juni i Nissum Fjord og Limfjorden og midt i juni i det sydlige Lillebælt.
DCE skriver videre, at perioden var kendetegnet ved høje temperaurer og overvejende svage vinde indtil begyndelsen af august. Det førte både til markant stigende temperaturer i bundvandet og en stimulering af lagdeling af vandsøjlen, begge dele var en medvirkende årsag for udvikling af iltsvind. Desuden var juli og august karakteriseret ved en stor solindstråling og meget lidt nedbør indtil et stykke ind i august.
Det sidste har betydet, at afstrømningen af næringsstoffer fra land til havet har været meget begrænset i størstedelen af perioden, og at produktionen af alger derfor er baseret på næringsstoffer tilført i forudgående våde perioder
Der blev i perioden 1. juli til 23. august flere steder registreret iltfattige forhold ved bunden, belægninger af svovlbakterier, frigivelse af svovlbrinte og døde bunddyr og fisk. De hårdest ramte områder var Limfjorden, Mariager Fjord, Haderslev Fjord, det sydlige Lillebælt og tilstødende områder samt Det Sydfynske Øhav.
Stormen »Johanne« gav ilt til fjordene
Den kraftige blæst den 10. august i år kom på et tiltrængt tidspunkt for dyr og planter i mange af de områder, der var ramt af iltsvind. Vinden blandede rundt på vandet i vandsøjlen, så iltholdigt vand fra overfladen blev blandet med det iltfattige bundvand. På vestkysten og i Limfjorden var det dog stormen »Johanne« med vindstød op til orkanstyrke, der fjernede næsten alt iltsvindet i Limfjorden og andre lavvandede områder. Til gengæld ændrede den ikke iltsvindsforholdene i de dybere havområder væsentligt. Dertil var stormen for kortvarig.
Hvor der i Limfjordsområdet var tale om storm med vindstød af orkanstyrke, var der i Fynsområdet tale om kraftig blæst med vindstød af stormstyrke. De to områder adskiller sig blandt andet ved, at vanddybderne er meget større i farvandene omkring Fyn end i Limfjorden. De større dybder i farvandene omkring Fyn betyder, at der skal mere vind til at skabe fuld opblanding af vandsøjlen og dermed tilførsel af iltholdig vand til bunden, end det er tilfældet i Limfjorden.
Iltsvindsrapport fra de danske farvande i juli og august 2018
Kilde: DCE FiskerForum.dk