Det var trawleren FN 104 »Carpe-Diem« fra Østerby på Læsø der henover weekenden, havde taget turen op omkring »jomfruland«, men undervejs skiftede til området på ydersiden af Banken, Vest for Oslo-fjorden, hvor der blev slæbt efter havtaske, skærissing og torsk, men som bonus fik flere helleflyder i garnet.
Skipper ombord på denne tur, Peter Havnhøj, havde fået at vide, at der i det nordlige Skagerrak var »risiko« for helleflynder, da Læsø trawleren på sidste tur, med anden skipper ombord havde landet en god fangst af disse.
Lørdag var »Carpe-Diem« nået til »Østkanten«, tæt på norsk grænse, hvor man i et godt slæb havde 16 helleflynder på samlet 200 kg. Efter endnu et par dage kunne fangsten af helleflynder gøres op til 1200 kg ialt, som det halvanden år gamle team af fiskere, med Peter Havnhøj, Frederik Ølgaard Pedersen og Lasse Andersen samt fiskepraktikant Mads Rulle, havde fanget på kun to en halv dag.
Mads Rulle, der specielt fremhæves af skipper ombord, har været med på »Carpe-Diem« siden efteråret, og han havde som de andre besætningsmedlemmer ombord også »grebet dagen« og givet det en ekstra skalle. Som tredje generation af fiskere i familien Rulle fra Læsø, med bedstefaderen Bent Rulle, som den nok mest kendte, (tidl. formand for Danmarks Fiskeriforening indtil 2003), har den unge Mads Rulle også saltvand i årene og en lyst til fiskeriet, der lover godt for fremtiden. Mads Rulle sætter sig her sidst på måneden på skolebænken på Fiskeriskolen i Thyborøn, for at uddanne sig til helbefaren fisker.
Helleflynderne er landet i Skagen og kørt til Auktionen i Strandby, hvor de her kommer under hammeren.
FiskerForum.dk