Læs dette debatindlæg af MEP for venstre og næstformand i PECH (EUs Fiskeriudvalg) Asger Christensen
Det er nu første uge med lukning af tobisfiskeriet i britisk farvand. Igen, igen gemmer Storbritannien sig bag et grønt postulat om, at restriktionen er for at beskytte naturen. Pjat. Med briternes forbud rammer de kun europæiske fiskere. Nærmere bestemt danske fiskere.
Set fra min stol er der på ingen måde tale om en oprigtig interesse for at beskytte naturen. Forskningen fortæller nemlig, at tobisfiskeriet har lille eller ingen effekt på bestanden af den havfugl, som briterne mener, de skal beskytte. Nej, de ønsker derimod kun at skade europæiske fiskere. Og denne gang er det så Danmark, det går udover.
Det er et klokkeklart brud på vores fælles Brexit-aftale, at de danske fiskere ikke må fiske deres kvote (som i øvrigt er købt og betalt).
Der er simpelthen tale om tyveri ved højlys dag. Når Storbritannien blæser på aftalen, er det igen de danske fiskere der betaler prisen.
Jeg har fra dag ét arbejdet for at finde en god løsning på situationen. Jeg har haft møde med Kommissionen af flere omgange og taget initiativ til at få Kommissionen på besøg i Fiskeriudvalget for at drøfte sagens alvorlighed. Mit budskab var klart: Briterne skal overholde vores aftale. Ellers må det få konsekvenser!
Kommissionen har gang på gang sagt, at de arbejder internt på sagen. Diskutere og analyserer. Ren snak. Nu må der handling til Fiskerne har brug for at vide, at de har Kommissionen’s fulde opbakning.
Det første skridt er at benytte de juridiske værktøjer, som vi har nu hvor briterne har lavet så klokkeklart et brud på Brexit-aftalen. EU må sende et tydeligt signal om, at hvis Storbritannien ikke ønsker et godt og tæt samarbejde og overholde vores aftaler, så kan de glemme alt om adgangen til vores indre marked.
Det er nu, vi skal vise, at vi tager os selv alvorligt i unionen.
Asger Christensen (MEP for Venstre)