På en pragtfuld solrig tirsdag formiddag, ved Blåtårn i Hvide Sande, gik broklappen op for Henry Fjords RI 174 Christina Mathias, som lydløst gled gennem slusen og videre ud i havnebassinet, for i første omgang at bunker olie ved Texaco Marine og derefter læsse is ved Isværket, til den kommende tur til Hanstholm.
Fiskeskipperen på Christina Mathias udtrykker tilfredshed, med de sidste par ugers overhaling af den tretten år gamle Fåborg kutter, som har fået lagt ny udskiftningsmoter i og samtidig fået afsluttet det obligatoriske syn af Søfartsstyrelsen plus fået lavet nogle småting ved båden, som man altid går og drømmer om at få lavet. Nu er det gjort og mens båden tager fart over til isværket, fortæller Henry Fjord til FiskerForum, at han havde handlet den nye Mitsubishi motor hjem gennem West Diesel i Esbjerg til en meget rimelig pris.
Udskiftningsmotor fra Mitsubishi
Motoren er den tredje motor, som den vestjyske skipper har fået fra West Diesel i Esbjerg og installationen er foregået gennem Hvide Sande Skibssmedie. Maskinmester Rasmus Sørensen fra West Diesel AS, har stået for motorprojektet og fået sat udskiftningsmotoren i samt nyt gear og forsynet udstødningen med dobbelt lyddæmpning, hvilket har højnet komforten ombord på kutteren betydeligt og givet motoren en helt anderledes, indre kraftfuld lyd. Hvilket Henry Fjord med glæde demonstrere, ved at give gashåndtaget en ekstra gang, under samtalen med FiskerForum, blot for at understrege motorens formåen og dens formidable lyd.
Arbejdsmiljø og komfort
Et af ønskerne fra Hvide Sande skipperens side, var også at få monteret natlys i styrhuset, så fiskeriet om natten og i mørke, ikke blev besværliggjort af genspejlinger i vinduerne. Elektriker Mads Rosendahl fra Vest-El Hvide Sande, fortæller at mange mindre både, kunne have gavn af installationen af de nye led lys i styrhuset, som Christina Mathias har fået. ”De kan skifte fra hvidt til rødligt lys, som giver et godt og behageligt natlys, som ligeledes kan lysdæmpes og derved gøre udsynet optimalt.”
Ellers har Hvide Sande kutteren fået installeret ny PC skærm samt fået apteret en del ved Hvide Sande Skibs og Bådebyggeri. Sidesejlet til bagbords side er også blevet skiftet ud med en rød pressingsdug og med en ny vask og rindende vand i styrhuset, har skipperen gjort sit arbejdsliv noget mere behageligt.
Mitsubishi motoren har en indre kraftfuld lyd
Turen op til Hanstholm kunne også kun betegnes behagelig, i en svag vind og med mindre bølger, var det ifølge skipperen en ren fornøjelsestur og tiden blev da også udnyttet til et prøveslæb, som gav 500 pund rødspætter, ikke noget der ifølge Hvide Sande skipperen kunne financierer den helt store ombygning, men slæbet beviste at det hele fungerede, som det skulle. Onsdag er det planen, at turen går 23 mil vesten for Hanstholm, til Nord Hul, hvor trawlet igen skal have en tur efter rødspætter.
FiskerForum.com