Årets tobiskvote er dobbelt så stor som sidste år. En forsigtig spådom for kvoten på nordsø-brisling lyder ligeledes og tilsvarende på en fordobling.
Chefbiolog ved Danmarks Pelagiske Producent Organisation (DPPO), Claus Sparrevohn siger om årets tobiskvote, »det lyder godt med 180.000 tons mod blot det halve, 90.000 tons sidste år i 2022.
»Der har været gode skrabetogter i år, hvilket har ført til, at der for første gang i flere år er kvoter i alle områder. Samtidig er det første gang længe, at der to år i træk har været en kvote at fiske i område 2r. Alt dette vidner om en positiv udvikling i tobisbestanden i alle områder, samt potentielt en større bestand af tobis overordnet set,« siger Chefbiolog ved Danmarks Pelagiske Producent Organisation (DPPO), Claus Sparrevohn.
En større tobisbestand med højere kvote til følge har været længe ventet i fiskemels-industrien, for hvilken tobis er én af de absolut vigtigste fiskearter.
»Vi er meget opløftede over, at tobiskvoten ligger på et mere positivt niveau i år. Det er rigtig gode nyheder for industri-fiskeriet. Samtidig mener vi dog stadig, at kvoten bør kunne komme op på 300.000 til 400.000 tons, specielt set i lyset af de historisk store fangster, vi har haft år tilbage,« siger CEO i FF Skagen, Johannes Palsson.
Håb om ny beregningsmodel forude
Det er da heller ikke utænkeligt, at fremtiden kan byde på endnu højere kvoter. Chefbiolog ved DPPO, Claus Sparrevohn, fortæller, at årets tobisrådgivning er baseret på samme beregningsmodel som foregående år – en model, der i branchen er blevet udskældt for at være for usikker og upræcis. Det Internationale Havundersøgelsesråd (ICES) arbejder imidlertid på en ny beregningsmodel.
»Modellen skulle egentlig have været klar i år, men blev forsinket undervejs. Det forlyder imidlertid, at den nye, forbedrede model skal være klar til næste år. Om det så også resulterer i en ændret områdeinddeling, er mere usikkert« siger Chefbiolog ved DPPO, Claus Sparrevohn.
Det er en oplysning, der skaber store forhåbninger hos FF Skagen.
»Vi har i mange år påpeget, at vi oplever, der er alt for stor usikkerhed forbundet med den nuværende model. Der er i den grad brug for ny, opdateret viden i forbindelse med fastsættelse af tobiskvoten, så en mere stabil model vil være et stort skridt i den rigtige retning mod mere retvisende kvoter,« siger CEO i FF Skagen, Johannes Palsson.
Tro på væsentligt bedre kvote for nordsøbrisling
Kvoten for nordsøbrisling er i skrivende stund ikke offentliggjort, men Chefbiolog ved DPPO, Claus Sparrevohn, beretter, at der er indikationer for en bedre kvote end sidste år.
»Det vigtigste togt til bestemmelse af kvoten for nordsøbrisling hedder IBTS. Togtet viste, at brislinge-bestanden er tilbage på niveau med, hvad det var før det skuffende niveau i 2022,« siger Claus Sparrevohn og henviser til, at kvoten i 2022 blev halveret i forhold til 2021.
Også i Skagen har man forventninger til, at kvoten for Nordsø-brisling kun kan gå en vej i år.
»Kvoterne på Nordsø-brisling i fjor var historisk dårlige. Vi både håber og forventer, at kvoten bliver fordoblet i år,« siger Fish Supply Director i FF Skagen, John B. Christensen.
Det er endnu for tidligt at spå om arterne Østersø-brisling, som bliver offentliggjort 31. maj, samt sperling, der offentliggøres til oktober. De arter, hvis kvoter følger kalenderåret, bliver offentliggjort sidst i september.