Søværnets Marinestab har sendt et spareforslag i høring, hvor man foreslår at nedlægge 2 navngivende redningsstationer, Sæby og Agger samt at reducere antallet af MRB redningsbåde på landsplan med 5 stk.
Ikke mindre end en katastrofe for fiskeriet og det »Blå Danmark«, mener flere fiskere som FiskerForum har talt med. Fiskere der er helt afhængige af, at havets »ambulance« er tilstede hvis det går galt.
Den tryghed man som fisker har, når man bevæger sig rundt på Danmarks farligste arbejdsplads er, at man i det mindste kan være sikker på at redningsvæsnet har en rimelig kapacitet, så uanset hvor en fisker befinder dig i farvandet omkring Danmark, sikres hurtig og effektiv nødhjælp.
Men med det sidste oplæg fra Søværnet, der åbenbart er skræmte over udsigten til indenfor få år, at skulle udskifte en større del af de gamle og snart udtjente MRB redningsbåde. Har dette efter flere fiskeres mening, fået ledelsen i Marinestaben, til fuldstændigt at »tabe hovedet« og helt »glemme fornuften«, når de hvæsser sparekniven i en sådan grad, at øvelsen mere tager karakter af det »hvide snit«. Et snit hvor hjernes ledningsbaner overskæres og efterlader patienten apatisk og meget lidt aktiv. Fuldstændigt som det vil ske med Marinestabens »kirurgiske indgreb« på en ellers velfungerende Kystredningstjeneste, som efter spareøvelsen, tilsvarende vil efterlade »Redningsvæsnet« rystet og handlingslammet.
Et ugennemtænkt indgreb
Protesterne er da også begyndt at komme ind over forslaget, der specielt blandt fiskerne møder kraftig kritik. Men også fra Kystredningstjenestens egne rækker, bliver der nu sat spørgsmålstegn ved, hvor stor en besparelse, et så omfattende indgreb vil give, konsekvenserne taget i betragtning.
Forslaget fra Marinestaben, hvor søværnet og Kystredningstjenesten hører ind under, er sendt til høring hos de relevante myndigheder og styrelser samt kystredningstjenesten. Sidstnævnte er som bekendt dem der bliver hårdest ramt, i den slet skjulte dagsorden i høringsforslaget, som indebærer en mulig lukning af Sæby Redningsstation og Agger Redningsstation samt udfasning af 5 stk. MRB redningsfartøjer fra andre redningsstationer. Redningsstationer der således mister deres vigtigste redningsflåde, som enten skrottes eller som for de nyere af bådene, sikkert bliver delt ud til redningsstationer, hvor materiellet er af ældre dato.
Ikke desto mindre, taler vi om et indgreb, der hugger så dybt i den operative del af redningsvæsnet, at det nu pludselig kan betyde liv og død, at gå på arbejde som fisker og søens folk. Det vil ligeledes skabe usikkerhed for mange tusinde lystsejlere og badende turister, der årligt færdes ved de danske kystområder, for ikke at tale om den ringere service Danmark kan give til den stadigt stigende færdsel i vores farvande, hvor det »blå Danmark og udland« dagligt tilbagelægger tusindevis af sømil.
FiskerForum har haft kontakt til formanden for Foreningen af Danske Redningsmænd Jens Slot, der med bekymret mine, dog nedtoner bekymringerne lidt. »Forslaget er i høringsfasen lige nu og vi indstiller selvfølgelig til Forsvaret, at man måske i højere grad, end tilfældet er i forslaget, mere kigger på Søredning samlet set end selektivt på de enkelte stationer og deres materiel.«
Formanden for Foreningen af Danske Redningsmænd (FDR) Jens Slot peger på vigtigheden af, at Marinestaben og politikerne, istedet burde kigge på, hvor man får bedst og mest beredskab for pengene. Hvilket der ikke burde være så meget tvivl om.
Formanden er absolut ikke i tvivl og tilføjer med et smil, at efter en sådan udregning, kunne det måske ligefrem være, at man fra politisk hold kunne se behovet for at Kystredningstjenesten istedet for en nedskæring, måske ligefrem havde behov for en økonomisk saltvandsindsprøjtning.
»Vi er idag fornuftigt dækket ind med 21 Kystredningsstationer fordelt over hele Danmark, på nær området omkring Fyn og det tilhørende øhav. Her gælder der andre ordninger,« fortæller Jens Slot videre. »Til landets 21 kystredningsstationer er knyttet ca. 200 redningsmænd, der for den ene fjerdedels vedkommende er fastansatte, med fast månedsløn, uanset hvor mange aktioner der er i løbet af en måned. Et job uden faste samt lukrative vagtordninger og overtidsbetaling, men istedet et job hvor man er committet til at stå til rådighed 24/7 – 365 dage om året. For de sidste trefjerdedeles vedkommende er disse frivillige deltidsansatte, der aflønnes med 1500,- kroner fast hver måned, med et mindre tillæg og tilskud for tabt arbejdsfortjeneste i forbindelse med en redningsaktion.«
»Det er ikke guld og grønne skove, den enkelte redningsmand tjener for, at sætte liv og lemmer på spil i en redningsaktion. Nej det er folk, der er engageret og meget stolte over jobbet som redningsmænd og de brænder for at hjælpe andre i nød. Man må huske på, at det ikke er for lønnen en Redningsmand kravler ud af sin seng en mørk nat med kuling eller storm og sætter livet på spil, for at hjælpe en sejlbåd eller en fisker i nød. Eller blot forlader en hyggelig grill-middag med familien, for at hjælpe en turist ved stranden. Nej, det er disse menneskers stolthed, lokale forankring samt store engagement der driver værket. Sådan noget er svært at sætte op i statistikker og regneark.«
Formanden for Foreningen af Danske Redningsmænd (FDR) Jens Slot, er bange for at dette er begyndelsen til en afvikling af Kystredningstjenesten, som vi kender den og stiller da også spørgsmålstegn ved hele spareøvelsen. For hvorfor røre ved noget der bare fungerer og som faktisk ikke koster en formue. Specielt ikke hvis man sammenligner med hvad andre tjenester koster.
De næste par måneder vil vise, om Kystredningstjenesten formår at ændre Marinestabens spareforslag, så det danske redningsvæsen, fortsat vil være at finde blandt det bedste og mest effektive i verden, med en gennemsnitlig udrykningstid på bare 8 minutter og 50 sekunder.