Biodiversitetsrådet anbefaler i et nyt notat, at fiskeri med bundtrawl, fortsat bør forbydes i beskyttede havområder, hvis man vil beskytte havets biodiversitet.
»Fiskeri med bundslæbende redskaber skaber nemlig store fysiske forstyrrelser på havbunden, som påvirker mange af de arter, der lever der,« forklarer Niels Madsen, medlem af Biodiversitetsrådet og professor ved Aalborg Universitet.
I dag bliver der fisket med bundtrawl i cirka 42 procent af det danske havareal, og i beskyttede havområder foregår fiskeriet på en tredjedel af arealet. Hvis Danmark skal leve op til EU’s biodiversitetsstrategi, er det ifølge Biodiversitetsrådet nødvendigt at fjerne bundtrawl fra disse beskyttede områder.
Danmarks Naturfredningsforening støtter op om rådet og peger på, at der er solid videnskabelig dokumentation for, at bundtrawl er skadeligt for havets natur.
Diskussionen om bundtrawls effekter har ført til kritik og debat. Særligt en rapport fra Aarhus Universitet, der konkluderede, at bundtrawl har negative effekter på havmiljøet, skabte stor debat. Her var forskere fra DTU, kort efter ude og kritisere rapporten for at være vildledende og med upræcise konklusioner. Trods denne debat, arbejder SVM-regeringen fortsat på at skabe trawl-fri zoner i de danske farvande, det sker efter Biodiversitetsrådet’s seneste anbefalinger.
Du kan læse artiklen fra Altinget Miljø her
FiskerForum.dk mener: Eksperter baserer sig primært på gamle forsøg og data, når de vurderer skaderne på havbunden, men der er en mangel på opdaterede målinger, der viser de faktiske påvirkninger af moderne trawltyper. Selv er DTU Aqua ude med, at et total forbud mod bundtrawling ikke forventes at øge biodiversiteten af fisk, havpattedyr og fugle med mindre, det suppleres med restriktioner på brugen af andre redskaber.
DTU Aqua fastslår samtidig, at effekten af trawlfiskeri afhænger af de forskellige redskabers udformning og fodaftryk på havbunden, følsomheden af de habitater der påvirkes og frekvensen af redskabspåvirkningen. For visse kombinationer af disse tre faktorer vil der ikke være en signifikant effekt af bundtrawling.
Ligeledes er Danmarks Naturfredningforenings påstand om at 42 procent af den danske havbund hvert år bundtrawles, ikke sandfærdig. Her skriver DTU Aqua, der har udviklet et værktøj til at vise trawlfiskeriets udbredelse i Danmark, at 80 procent af den danske havbund i 2022 ikke var berørt med bundslæbende redskaber.
Et omfattende litteratur review, der er udgivet i Det internationale Havforskningsråd ICES »Journal Of Marine Science«, konkluderer, at trawlfiskeriet er mere bæredygtigt end akvakultur og landbrug. Derfor vil miljøpåvirkningen reelt stige, hvis man forbyder trawlfiskeriet og skal tilvejebringe samme mængde fødevarer på land. Af studiet fremgår også, at 83 fiskerier, der foregår med trawl, er MSC-certificeret, hvilket vil sige, at det er certificeret af uafhængige eksperter, der både ser på uønskede bifangster, udsmid, fiskebestandenes tilstand og bundpåvirkning.