Der bliver skåret for meget i brislingekvoten, og det er helt ude af proportioner, at der bliver et minus på 51 procent på laks, mener Kim Kær Hansen, der er næstformand i Danmarks Fiskeriforening.
Han har torsdag-fredag fulgt EU-forhandlingerne i Luxembourg om en aftale for Østersøfiskeriet i 2012 sammen med biolog Michael Andersen og glæder sig over fremgangen i kvoterne for en række bestande. Men en reduktion på 22 procent i brislingekvoterne vil ramme industrifiskerne hårdt, siger Kim Kær Hansen.
Reduktionen på 51 procent i laksekvoterne beklager han også,
– Den skyldige er EU-kommissær Maria Damanaki. Det er uklædeligt, at alle Østersølandene skal bøde for, at der måske har været et polsk overfiskeri, Reduktionen blev ikke på 79 procent, som EU-Kommissionen havde lagt op til, men 51 procents nedskæring er også for meget, siger han.
Selv om Kim Kær Hansen glæder sig over, at EU-Kommissionen ikke fik held til at reducere rødspættefiskeriet med 25 procent næste år, men kun fik en fem procents reduktion igennem, beklager han, at der overhovedet er blevet skåret i TAC’en for rødspætter.
– Det er ikke rimeligt, hvis årsagen er, at havundersøgelsesrådet ICES ikke har haft tid til at vurdere bestanden, siger han.
Michael Andersen, der er chefkonsulent og biolog i Danmarks Fiskeriforening, er også uenig i nedskæringen for rødspætter.
– Det er vanvittigt at reducere kvoterne, når ICES siger, at rødspætten er i fremgang. Der er ingen biologiske begrundelser for at skære ned, og det er noget, vi vil tage op i Østersø-RAC’en, varsler han.
For sildefiskerne i Østersøen er der både plusser og minusser.
– Vi er utroligt glade for, at vi har fået en stigning på 32 procent for sild i den vestlige Østersø. Men når der samtidig bliver skåret kraftigt ned for den centrale Østersøsild, bliver det samlede resultat stort set status quo, siger Kim Kær Hansen.