Tirsdag aften måtte Falck rykke ud til en alarm på Vestværftet i Hvide Sande, da man havde observeret røgfaner fra skibet INS 110 Boy John, der ligger til kaj ved værftet for at blive færdig udrustet og apteret.
Der havde tidligere på dagen, på det næsten færdige skib, været flere hold håndværkere om bord, for at klargøre lastområdet til maling onsdag. I den forbindelse havde nogle smede netop forladt området for at gå til pause, og da de kom tilbage, opdagede man røg fra skibet, og slog straks alarm, da man mente der stadig opholdt sig håndværkere ombord.
Det udløste den helt store udrykning i Hvide Sande, hvor aftenstilheden blev brudt af højlydte sirener og blå blink fra ambulancer, røgdykkervogne samt politi og akutvognen. Brandfolkene fik dog hurtigt bugt med den mindre brand, der var opstået omkring et stillads i lasten, og kunne heldigvis konstatere, at der ikke var folk om bord.
Omstændighederne omkring den mindre brand, bliver her onsdag morgen undersøgt af politiets teknikere, som er den normal procedure efter en 112 alarmering, hvor man efterfølgende prøver at finde brandårsagen.
FiskerForum.com