Lystfiskerne ved Skjern Å står overfor nye regler, hvor alle fangede laks skal sættes ud igen. Årsagen er det alarmerende lave antal fangster i år, hvilket har ført til en suspendering af kvoten, som muligvis kommer til at gælde resten af året.
Efter et rekordår i 2022, hvor 1914 laks blev fanget, har antallet været faldende. I 2023 blev der fanget 1288 laks, men i år er tallet faldet drastisk til kun 100 laks indtil nu. Som følge af dette har Skjern Å Sammenslutningens bestyrelse besluttet at sætte kvoterne på pause.
»Med den voldsomme nedgang, vi har oplevet i bestanden, kan vi ikke forsvare at tage laks med hjem. Det er rettidig omhu,« siger Michael Beck-Hansen, formand for Skjern Å Sammenslutningen til TV Midtvest.
Beslutningen har bred opbakning blandt alle aktører omkring åen og er også støttet af DTU Aqua. Bestyrelsen håber, at suspenderingen kan hjælpe med at beskytte og genoprette laksebestanden.
Hvor længe kvoten skal være suspenderet er stadig uvist. Michael Beck-Hansen forklarer, at hvis fangsterne stiger markant, vil situationen blive revurderet, men foreløbig må lystfiskerne forvente, at reglen gælder resten af sæsonen.
Et komplet stop for fiskeriet er ikke på tale, da økonomien fra fiskeriet er essentiel for indsatsen med at redde laksen og skabe bedre forhold i åen.
Derudover viser forsøg fra DTU Aqua, at der er en lav dødelighed blandt genudsatte laks, hvilket støtter beslutningen om fortsat fiskeri med genudsætning.
Formanden beskriver det markante fald i fangsterne som meget bekymrende og nævner flere mulige årsager, såsom øgede skarvangreb og ændringer i tilgængeligheden af føde i fjord og hav. Der er også bekymringer om flere passager mellem Skjern Å og Hestholm Sø, hvor laks kan blive bytte for gedder, skarver og fiskehejrer.
For at tackle disse udfordringer er en fælles arbejdsgruppe blevet nedsat med deltagelse af Skjern Å Sammenslutningen, DTU Aqua, Naturstyrelsen og Ringkøbing-Skjern Kommune. Gruppen skal finde løsninger på de komplekse problemer, som truer laksebestanden i Skjern Å.
Skjern Å Sammenslutningen har brug for at kunne kortlægge skarvens trækruter, raste- og hvilepladser.
Hvis du på dine ture rundt i områder langs Skjern Å systemet, har observeret steder hvor skarver opholder sig, så vil Skjern Å Sammenslutningens skarv-udvalg meget gerne have dette at vide, således at reguleringen af skarv bliver bedst mulig og effektiv.
SÅDAN GØR DU
For at indberette dine observationer af skarv til Skjern Å Sammenslutningen, skal du følge disse enkelte og lette trin.
- I kortets øverste højre hjørne, trykker du på den rosafarvede cirkel med et + (Cirklen udvider sig med teksten Tilføj skarv observation)
- Et Pop-up vindue åbner sig og du kan zoome på kortet ved hjælp af knapperne + / – som findes øverst til venstre på kortudsnittet. Du kan også holder Ctrl tasten nede samtidig med du ruller med musens hjul. Alternativ kan du indtaste en adresse i nærheden af din observation.
- Når du har zoomet ind og fundet stedet du har observeret, klikker du en enkelt gang med musen og en rød markør vil automatisk blive placeret det pågældende sted. Skulle du have trykket forkert eller vil rette placeringen, så trykker du bare på ny et andet sted og markøren flyttes automatisk til det nye sted.
- Når stedet er rigtigt, kan du udfylde supplerende oplysninger i feltet “Evt. besked” lige som du kan tilføje et billede. Begge dele er valgfrit. Tryk på knappen Indsend observation. Nu har SÅS modtaget din observation.