Under denne overskrift har kandidat til Europa-Parlamentet for Venstre i Midt- og Vestjylland, Erik Poulsen, fremsendt indlæg om Dansk Fiskeris skæbnestund.
En sand Brexit-gyser, som nu her tirsdag den 11. september kl. 20.00, skal igennem første hurdle, når der i det britiske Underhus skal stemmes om premierminister Theresa Mays forslag til en »Blød Exit« aftale.
Spillet er igang
Danske havfiskeres adgang til britisk farvand er en altafgørende brik i spillet om en fremtidig fiskeriaftale med Storbritannien efter Brexit. Det brugte formanden for de danske kommuners repræsentation i Europa-Parlamentet, Lemvigs borgmester Erik Flyvholm, hele sin taletid på at forklare EU’s Brexit-forhandler Michel Barnier, da de i sidste uge mødtes i Bruxelles.
Barnier, der tidligere i år besøgte den danske vestkyst, er klar over alvoren og lovede da også, at en handelsaftale med briterne er betinget af fortsat dansk adgang til britisk farvand.
Sammenkoblingen er efter Erik Poulsens mening ikke til diskussion. »Danske fiskere lander årligt fisk fra britisk farvand til en værdi af én milliard kroner, og det vil selvsagt være en katastrofe for vores fiskererhverv og havnebyerne i Nord- og Vestjylland, hvis briterne jager andre fiskere væk,« forklarer Erik Poulsen videre.
»Det er samtidigt af mindst lige så stor betydning, at den historiske fordeling af fiskekvoterne mellem landene omkring Nordsøen fortsætter, når overgangsordningen i forbindelse med Brexit er ovre i 2021,« understreger EU kandidaten fra Venstre, som ikke ønsker at sætte bæredygtigheden i både fiskebestandene og havfiskeriet over styr.
»Det må ikke ske, og de kommende års skæbnestund for dansk fiskeri efter Brexit vil være min topprioritet, hvis jeg kommer i Europa-Parlamentets fiskeriudvalg efter valget den 26. maj næste år, slår Erik Poulsen til slut fast.
Kilde: debatindlæg : Erik Poulsen – Kandidat til Europa-Parlamentet for Venstre i Midt- og Vestjylland