Midt i april måned, afsluttede seks unger-svende deres uddannelse til Net og Trawlmontør på EUC Nord i Frederikshavn. Det er de første svende på uddannelsen nogensinde.
Det er meget længe siden, der sidst var en decideret vodbinderuddannelse, til unge med lyst til et arbejde i en branche med meget høj efterspørgsel.
De 6 trawl- og netmontørere har alle været i lære i nordjyske virksomheder og de har netop gennemført svendeprøven, som varede imponerende 8 dage og 2 timer. Her blev de prøvet i deres kompetencer, at skulle lave et kombineret rødspætte og torsketrawl fra stjert til løftet. Der blev arbejdet ihærdigt med fokus på kvalitet og detaljer samt selvstændigt med opgaverne.
De er nu udlært som trawl- og netmontør, der fremover vil komme til at arbejde med konstruktion og produktion af fiskeredskaber. Opgaver der oftest skal løses i tæt samarbejde med kunderne, fiskere og andre som har brug for produkter, hvori der indgår net. Mange af de tilknyttede virksomheder, indenfor erhvervet arbejder i et globalt marked, hvilket giver de nye udlærte trawl- og netmontørere gode muligheder for også at gøre karriere internationalt.
Selve uddannelsen som trawl- og netmontør har taget 2 år og seks måneder, der til dels er foregået hos EUC Nord i Frederikshavn og dels ude hos virksomhederne selv.
Fakta om uddannelsen
Uddannelsen er også kaldet vodbinderi og er en essentiel del af dansk fiskeri, hvor branchen de seneste par år har været truet på sin eksistens pga. mangel på uddannede. Her har fiskeriet ikke fået opfyldt behovet for reparation af net og udskiftning af trawl. Denne uddannelse er derfor helt afgørende for erhvervets overlevelse og et nyt tiltag i Frederikshavn, som skal sikre at erhvervet kan få den service de efterspørger, er helt nødvendig. Da uddannelse er så ny og færdiguddannede er så eftertragtede, vil de nyuddannede have muligheden for at være med fra starten til skabe vækst på havnene og komme ud på et arbejdsmarked, hvor behovet er stort.
Uddannelsen er en individuelt tilrettelagt uddannelse, som består af et grundforløb (GF2), der varer 20 uger, samt et hovedforløb, der veksler mellem praktikperioder og skoleforløb. Både grundforløb og hovedforløb kan tages hos EUC Nord i Frederikshavn.
I alt tager uddannelsen op til 2 år og 6 mdr. at gennemføre