DTU Aquas projekt Seal Safe (Sælsikre torsketejner) har arbejdet med udvikling af tejner til torskefiskeri, der kan holde sæler væk fra fangsten og det bedste resultat blev fundet hos en tejne fra Nexø Vodbinderi.
»En god tejne kan sagtens fange op til 10 kg torsk om dagen, når det går allerbedst og det er vel og mærke hele og meget fine fisk.« Grunden er tejnens beskyttelse mod sælerne, som effektivt holdes væk fra fiskene, når de er fanget i tejnen.
Sådan lyder konklusionen på DTU Aquas projekt Seal Safe, der netop har afslutet testen af tejner til torskefiskeri omkring Bornholm. »Overordnet kan vi sige, at skal tejnerne være rentable, bør de fange minimum 4 kg torsk pr. dag og det mål har vi nået i gennemsnit igennem forsøget, forklarer projektleder Lotte Kindt-Larsen fra DTU Aqua på hjemmesiden Fisker-Forsker.dk
»Men fangstraterne har varieret meget«, fortæller Lotte Klindt-Larsen videre, »selv med den bedste tejne. Generelt kan vi sige, at de bedste tejner i den dårligste periode ved Bornholm i gennemsnit kun fangede 2,4 kg torsk pr. tejne pr. dag, mens de fangede 9,9 kg torsk pr. tejne pr. dag i den bedste periode.«
Der er i projektet taget mange timers video af, hvorledes sælerne forholder sig til tejnerne og hvorledes torsken opføre sig i de sælsikre bure.
De mange timers film kan ses på DTUs Workshop, »selektivitet i konsumfiskeriet,« der afholdes torsdag den 1. juni på Nordsøcentret i Hirtshals fra klokken 9 til 17.
Lotte Kindt-Larsen, DTU Aqua er ved at sætte en tejne ud i forbindelse med forsøgsfiskeri ved Bornholm. Foto: DTU Aqua