Det var noget overraskende, for allerede i december måned 2022 havde det grønlandske selvstyre Nalakkersuisut afvist kvotebytte med Rusland for 2023.
Derfor var det med nogen undren, at man i sidste uge kunne se fire russiske trawlere krydse den grønlandske 200 sømil-grænse og således være på den forkerte side.
Men ifølge den Grønlandske Fiskeri – og Licenskontrol er der dog intet fordækt i det. Normalt ligger der en stor russisk fiskeflåde tæt på det grønlandske område i internationalt farvand i Irmingerhavet. Denne flåde, har pga. dårligt vejr, været nødt til at søge tættere på den grønlandske østkyst for at søge ly for vejret.
Sermitsiaq.ag, der har skrevet om sagen, har også forespurgt Arktisk Kommando, der har ansvaret for al overvågning af de grønlandske farvande, omkring episoden med de fire russiske trawlere. Men Arktisk Kommando har kun svaret – »ingen kommentar«.
Bekymringerne opstod i sidste uge, da man på AIS-tjenesterne Marinetraffic og Vesselfinder, kunne spotte fire russiske trawlere, der havde bevæget sig indenfor 200 sømile grænsen ved den grønlandske østkyst.
Det fik flere til at undre sig, da der netop i år ikke er indgået nogen kvoteaftale mellem Rusland og Grønland. Men der er jo fri passage på verdenshavene og med den fart de russiske fartøjer har haft, har de ikke fisket, så der er ingen grund til at tro at de har lavet noget fordækt. Så det er altså ikke som i Danmark, hvor russiske skibe er under mistanke for at foretage sig noget fordækt, som spionage, da de havde slukket for deres AIS-system. Modsvarende de fire russiske trawlere ved Grønland, der har været synlige på diverse sporingstjenester og på forsvarets overvågningssystem.
Iøvrigt er de fire russiske trawlere nu atter sat kurs og fart ud i internationalt farvand igen.