Fangsten efter rødspætter i 2013 har allerede klart overgået fangsten i hele 2012 for L486 Selena Christina Thyborøn
Der er ikke noget at sige til, at humøret har det godt hos skipper Johnny Overgaard på L486 Selena Christina Thyborøn.
Selv om april først lige er begyndt, har båden allerede landet flere rødspætter, end man gjorde i hele 2012.
Hvor man i 2012 landede 96 ton er det i 2013 indtil nu allerede blevet til 132 ton. – Det kan vi da kun være tilfredse med. Jeg tror, det har en del med vejret at gøre, for vi har haft godt fiskevejr, men alligevel er det store mængder, fortæller Johnny Overgaard.
Alene i påskedagene blev der landet 17 tons på båden, der tæller tre mand og en lærling. Fiskeriet er sket blot 18 sømil fra Thyborøn.
I påsken var L486 Selena Christina Thyborøn også heldige og dygtige til at få en ganske værdifuld bifangst.
– På kun to dage i påsken fangede vi 8,7 ton rødspætter, men så var der en bifangst på små 200 kilo gråtunger og 200 kilo pighvar, fortæller Johnny Overgaard, der er bror til Andy Overgaard, som er skipper på båden.