Thomas Hjort Samuelsen, der er skipper og medejer ombord på »North Sea« S 255 var med til at fange og hale den meget sjældne røde fisk ombord. Den skal nu indgå i Zoologisk museums videnskabelige samling i København.
Fangsten af denne omkring 60 cm lange og meget røde fisk med store øjne, der er fanget på 300 meter dybt vand i Skagerrak, er så sjælden, at forskerne ved Københavns universitet ikke siden den 17. november 2010 har set noget ligende.
For knapt 8 år siden fik de indleveret en mindre udgave af samme art, fanget af en lokal fisker Orla Vistrup omkring Læsø på 80 meter vand. Fisken her var 48,5 cm lang og vejede 1.7 kg. Det var dengang Tammes Menne fra Statens Naturhistoriske Museum som tog imod.
Arten af dybhavsfisken nordisk Beryx (Beryx decadactylus), er yderst sjælden i de nordlige farvande. Den lever normalt i alle tropiske og temperede have og er talrigt tilstede omkring New Zealand og Sydafrika. Så der er virkelig tale om en sjælden gæst på vores breddegrader.
Kilde: SkagenOnsdag.dk og Zoologisk Museum (Fiskeatlas) FiskerForum.dk