»CO2-afgiften rammer fiskerne urimeligt hårdt«, siger europa-parlamentariker MEP for Danmarksdemokraterne, Kristoffer Storm, der er yderst kristisk overfor SVM-regeringens CO2-afgift der træder i kraft fra Nytår. En afgift der vil gøre det dyrere for danske fiskere at drive deres erhverv.
Til Fiskeritidende.dk siger han, »Jeg er generelt imod at hæve skatter og afgifter, især når det ikke hjælper folk til at ændre adfærd. I tilfældet med CO2-afgiften er der ikke noget alternativ til dieselolien, som fiskerne bruger i dag. Derfor giver det ingen mening,« siger han og kalder afgiften for både urimelig og skadelig for Danmark.
»Det ender bare med, at det bliver dyrere for fiskerne at holde skibene i gang. Det er en dårlig beslutning, især når vi ved, hvor sundt fisk er for os alle.«
»I stedet for at pålægge fiskerne flere afgifter, burde vi arbejde på at få danskerne til at spise mere fisk. Vi spiser i forvejen alt for lidt,« siger han.
Kritik af SVM-regeringens beslutning
Kristoffer Storm har forsøgt at rejse sagen i EU og få Kommissionen til at tage stilling til lovligheden af den danske CO2-afgift. Men her var der ingen opbakning at hente.
»Hvis vi skal undgå afgiften, kræver det, at politikerne på Christiansborg ændrer kurs. Desværre er den nuværende SVM-regering ikke kendt for at skifte mening i sidste øjeblik,« siger han.
Storm understreger, at CO2-afgiften ikke løser nogen problemer for fiskeriet, men tværtimod gør det sværere at opretholde en vigtig branche, der både skaber arbejdspladser og leverer sund mad til danskerne.