Leder af redaktionen FiskerForum.dk
EU vil styrke fødevareproduktion, forsyningssikkerhed og konkurrenceevne. Den danske regering må forklare, hvordan dens kurs for landbrug og fiskeri understøtter de samme mål. Pesticidstriden, som Altinget har beskrevet, rejser et nødvendigt spørgsmål: Hvad vinder vi ved strengere danske krav, hvis produktionen og miljøbelastningen blot flytter?
Europa har fået øjnene op for, at fødevarer er en strategisk ressource. Forsyningssikkerhed kræver landmænd, fiskere, fabrikker og fungerende værdikæder. Det kræver også, at der kan tjenes penge på at producere.
Den erkendelse bør fylde langt mere i den danske regerings grønne politik.
Ifølge den fremsendte medieomtale af Altingets oplysninger siger Danmark nej til EU-landenes linje om lempelser af pesticidreglerne. Rådet vedtog den 30. september sin forhandlingsposition til en pakke, der skal mindske administrative byrder og styrke konkurrenceevnen. Rådet understreger samtidig, at sundhed og miljø fortsat skal beskyttes.
Et dansk nej er ikke i sig selv bevis på dårlig politik. Et europæisk flertal har heller ikke automatisk ret. Men regeringen skylder en forklaring, der rækker længere end at sætte etiketten de-regulering på forslagene. Hvilke ændringer indebærer en dokumenteret risiko? Hvilke byrder kan fjernes forsvarligt? Og hvad bliver konsekvensen for danske producenter, hvis konkurrenterne får andre muligheder?
Det er spørgsmål, der fortjener svar og regnestykker.
EU vil styrke sin egen produktion
EU-Kommissionens vision for landbrug og fødevarer fremhæver fødevaresikkerhed, økonomisk bæredygtighed og mindre afhængighed af kritisk import. Den lægger også vægt på, at krav til importerede produkter skal bringes tættere på europæiske produktionsstandarder, så høje ambitioner ikke bliver en konkurrenceulempe. Visionen omfatter samtidig rent vand, biodiversitet og lavere udledninger.
Retningen er tydelig: Produktion og miljøhensyn skal udvikles sammen.
Proteinhandlingsplanen gør ambitionen konkret. Andelen af protein fra oliefrø og proteinafgrøder, som produceres i EU og anvendes til dyrefoder, skal efter planen øges fra 25,8 procent til 35 procent i 2035. Det er et mål for en bestemt del af proteinforsyningen, men et klart udtryk for ønsket om større europæisk egenproduktion.
Hvor er den lige så tydelige danske plan for at bevare og udvikle fødevareproduktionen, mens miljøbelastningen falder?
Når kvælstofregulering, CO₂-krav og pesticidbegrænsninger rammer den samme bedrift, skal konsekvenserne vurderes samlet. Hver minister kan ikke nøjes med at erklære sit eget indgreb nødvendigt og overlade summen til landmandens bankrådgiver.
Hvis produktionen falder herhjemme og erstattes af produktion med større belastning andre steder, bliver det danske regnskab pænere uden en tilsvarende miljøgevinst. Regeringen bør dokumentere risikoen for den forskydning og vise, hvordan den forebygges.
Et nej kræver en brugbar vej frem
Den danske modstand har en reel begrundelse, som også skal med i debatten. I Folketingets Europaudvalg blev regeringens bekymringer beskrevet som risikoen ved længere eller tidsubegrænsede godkendelser, svækket løbende genvurdering og længere afviklingsperioder. Danmark støttede samtidig byrdelettelser og lettere adgang til biologiske løsninger med lav risiko. Referatet viser desuden, at andre lande delte danske bekymringer. Danmark kan derfor ikke uden videre beskrives som helt alene.
Beskyttelsen af drikkevand og sundhed skal tages alvorligt. Men politisk ansvar omfatter også at gøre alternativerne tilgængelige. Hvis et middel skal udfases, må regeringen forklare, hvordan producenterne får adgang til effektive, forsvarlige erstatninger. Et forbud bliver ikke en produktionsstrategi, blot fordi det præsenteres med grønne ord.
Fiskerne kender problemet
Det samme krav om sammenhæng gælder fiskeriet. På rådsmødet den 28.–29. september fremhævede EU-landene konkurrenceevne, modernisering og modstandsdygtighed i fiskerisektoren sammen med bæredygtige bestande. Ministrene drøftede også enklere adgang til støtte, energiomstilling og generationsskifte.
Den danske regering bør bedømmes på den samme balance.
Beskyttelse af sårbare havområder kan være nødvendig. Men ved hvert indgreb skal der følge en forklaring på den forventede naturgevinst, konsekvenserne for fiskeriet og mulighederne for fortsat produktion.
Fiskerne har brug for et sundt hav. De har også brug for, at miljøpolitikken rammer de belastninger, som faktisk skaber problemerne. En lukket fiskeplads renser ikke et spildevandsudløb. Den sænker heller ikke havtemperaturen.
Havmiljøet kræver et fuldt regnskab
Landbrugets næringsstoftab og fiskeriets påvirkning af havbunden skal undersøges og reguleres på et fagligt grundlag. Men spildevand, industrielle udledninger, grænseoverskridende næringsstoftilførsel og klimaforandringer skal indgå med samme konsekvens.
HELCOM beskriver landbruget som en stor kilde til Østersøens næringsstofbelastning. Organisationen dokumenterer samtidig bidrag fra spildevand og andre punktkilder. Floderne er en vigtig transportvej for næringsstoffer fra hele oplandet – også fra landbruget. Derfor kan floder og landbrug ikke opstilles som to adskilte forklaringer. Vi kan heller ikke overføre Østersøens samlede kildefordeling direkte til enhver dansk fjord. Her kræves lokale opgørelser.
DCE fremhæver desuden, at høj vandtemperatur og svag vind fremmer iltsvind. Det gør næringsstof-reduktioner nødvendige, men viser også, hvorfor havets tilstand ikke kan forklares med én erhvervsgruppe eller ét redskab.
Regeringen bør derfor fremlægge et samlet regnskab: Hvad belaster det enkelte område, hvilke indgreb virker, hvad koster de, og hvornår skal forbedringen kunne måles?
Vores venstrefløjs-regering må gerne stille høje krav. Men den skal også levere høj faglighed, gennemskuelige prioriteringer og en troværdig plan for fødevareproduktionen.
Danmark bliver ikke et grønt foregangsland alene ved at gøre det vanskeligere at være dansk landmand eller fisker. Først når miljøgevinsten er dokumenteret, og produktionen får en holdbar vej frem, er der noget at gå forrest med.
Direkte links til de centrale EU-kilder:
