Selvom der på nuværende tidspunkt ikke er regelændringer i puljebekendtgørelsen, er der alligevel nogle mindre ændringer af praksis.
En gennemgang har vist, at kravet om dokumentation for, at medlemmer er medejere/medlemmer af forening eller selskab, som puljefiskeriet er organiseret i, er overflødigt Det betyder, at kravet om at indsende dokumentation for denne del bortfalder.
Fremover vil der blive håndhævet et krav om, at fartøjsejeren indsender en opgørelse over tilbageværende fangstrettigheder til det puljefiskeri, der ansøges om at indtræde i. Det betyder, at opgørelsen, som fartøjsejeren sender til puljebestyreren, nu også skal vedlægges som dokumentation til Fiskeristyrelsen, jf. puljebekendtgørelsens § 13, stk. 3.
Læs nærmere herom i § 13 i bekendtgørelse nr. 1446 af 1. december 2016 om puljefiskeri.
Derudover skal Fiskeristyrelsen orientere om, at kravet om, hvorvidt det puljefiskeri, som ansøgeren vil indtræde eller udtræde af, har foretaget en opgørelse og fordeling af puljefiskeriets samlede fangstrettigheder, vil blive kontrolleret i henhold til fiskerilovens § 36 c og d.
Læs nærmere herom i § 36 c og d i bekendtgørelse af lov om fiskeri og fiskeopdræt (fiskeriloven).