På værftet i Hvide Sande, følger man nøje med i skrogopbygningen i Polen på værftet Finomar, til det nye norske undervisningsskib »Skulebas«, der er bestilt til den maritime skole i den norske by Måløy sydvest for Ålesund.
Projektet blev startet op kort før jul, med skæring af plader og spanter, der inden nytår fik svejserne til at gå igang med det store svejsearbejde der forestod.
Ifølge planen skal det polske værft Finomar aflevere det færdige skrog til værftet, Hvide Sande Shipyard, i starten af uge 42 i 2022, med planlagt og endelig overdragelse samt levering i sommeren 2023.
Måløy Videregående har længe slidt på den gode gamle traver »Skulebas«. Båden har tjent skolen godt, men den nye æra banker på, og skolen har nu en 35 meter lang nybygning med samme navn på vej fra Hvide Sande i Danmark.
Mens den nuværende båd kun er rigget til line og garn, vil det også være muligt at øve sig i at bruge trawl og vod på den nye båd. Den nye »Skulebas« vil ligeledes sejle med én af de største batteripakker installeret i et fartøj af denne størrelse, 1 MW (1000 kw).
Ifølge Knut Olav Bjørnholm, projektleder og afdelingsleder på naturbrugslinjen på Måløy Videregående, skulle det svare til en tre timers gåtur med en fart på otte knob.
Seriel hybrid
»Tanken er at bringe så meget strøm fra land til skibet, som overhovedet muligt, og så starte aggregaterne op når det er nødvendigt, og lade dem køre med optimal hastighed, mens de er i drift. Det vil give store fordele og brændstofbesparelser sammenlignet med de mere almindelige motorer,« forklarer Bjørnholm til den norske avis »Kyst og Fjord«, da de diskuterede projektet tidligere på året.
Bådens hovedmotor er elektrisk, forsynet fra batterier og to dieselgeneratorer. Derudover får hydrauliksystemet en elektrisk pumpe, så det er muligt udelukkende, at betjene båden på batterierne alene.
Ud over selve miljøeffekten er en del af formålet med et så omfattende hybrid-setup, at tilbyde eleverne et så troværdigt billede af morgendagens fiskeri-løsninger, som overhovedet muligt.
»Den dag eleverne skal ud i den virkelige verden, vil de møde en branche, hvor mange længe har brugt batterier, og så er det vigtigt, at de også får dette med fra skolen. Det er også en båd, som både sejlerne og maskineleverne vil have glæde af. Det er et kæmpe-stort løft for hele den maritime del af skolen,« understregede fiskeri- og fangstlærer Stig Oldeide til Kyst og Fjord tilbage i april måned i år.
Store norske forventninger
Båden er nu søsat fra Finomar skrogværft i Polen, og på sin hjemmeside skriver skolen, at fartøjet i dag gøres klar til bugsering til Hvide Sande i Danmark, hvor den skal apteres og indrettes. Planlagt levering er sommeren 2023, så båden er klar til sit første skoleår næste efterår.
»Vi glæder os,« oplyser skolen, der ser frem til det nye »undervisningslokale« på søen.