»Biologerne er overforsigtige og politikerne vil ikke tage ansvar for kvotefastsættelsen, og EU prioriterer ikke de danske interesser i fiskeriet«.
Nogenlunde sådan beskriver FF Skagen situationen for dansk industrifiskeri pt, samtidig med de danske fiskekvoter ufortrødent fortsætter rutcheturen ned over en bred kam.
Udtalelsen kommer fra Bestyrelsesformand i FF Skagen, Jens Borup, der nu åbent kritiserer biologerne for at lægge flere og flere sikkerhedslag på beregningerne og samtidig anklager han politikerne for ikke at have hår nok på brystet til at træffe beslutninger til gavn for et erhverv i knæ eller til at kæmpe kampen for de danske fiskeinteresser i EU, mener både Jens Borup og chefbiolog ved Marine Ingredients Denmark, Søren Anker Pedersen.
Bestyrelsesformand i FF Skagen, Jens Borup, har i årevis påpeget, at kvotefastsættelsen er blevet alt for kompliceret og overforsigtig.
»Jeg finder det stærkt bekymrende, at kvoterne tilsyneladende kun bevæger sig en vej, nemlig nedad. Sådan har det været siden indførslen af kvoter, fordi der år efter år bliver lagt endnu flere sikkerhedslag på beregningerne. For hver gang der bliver skåret ned, forsvinder der arbejdspladser i Nord- og Vestjylland,« siger bestyrelsesformanden for FF Skagen, Jens Borup.
Politikerne ved ikke nok
En ting er biologernes modeller og en anden sag er hele den politiske arena. Det er en del af EU’s fiskeripolitik, at der skal inddrages både biologiske og socioøkonomiske faktorer i fastsættelsen af kvoter.
»Politikerne har simpelthen ikke hår nok på brystet til at fastsætte en kvote, der dels tager hensyn til ICES’ rådgivning, men samtidig til erhvervet, der lever af fiskeriet. De mangler både mod og viden til at forstå, at ICES kun udstikker anbefalinger, men at de i sidste ende ikke kan lægge hele ansvaret over på biologerne, som jo ikke har noget ansvar for arbejds-pladser,« siger Jens Borup
Chefbiolog ved Marine Ingredient’s Denmark, Søren Anker Pedersen, erklærer sig fuldstændig enig. Det er bestemt ikke første gang, han ytrer, at biologernes modeller arbejder med for stor en usikkerhed og overforsigtighed. Men han retter i denne omgang kritikken mod forvalterne.
»Det er politikerne, der skal forstå og have in mente, at det har store økonomiske konsekvenser at lukke arbejdspladser. Det virker ikke til, politikerne er klædt på til at forstå rådgivningen og dermed vide, at der er andre muligheder end den øverste linje i ICES’ anbefalinger. Rådgivningen lægger sådan set fint op til, at man fx kan sætte en højere kvote for brisling, uden det går udover bæredygtigheden. Det står sort på hvidt i en tabel lidt længere nede i rådgivningen. Jeg mener derfor ikke, politikerne tager tilstrækkeligt hensyn til de socioøkonomiske aspekter og faktorer i en situation, hvor erhvervet er presset. Der havde uden tvivl været andre muligheder, hvor man ikke kompromitterede bæredygtigheden, i et år, hvor man virkelig har brug for, så man ikke behøvede at sætte folk på gaden,« siger Chefbiolog ved Marine Ingredient’s Denmark, Søren Anker Pedersen.
Fiskeri er usexet rent politisk
Ifølge Jens Borup har branchen i årevis gjort alt, hvad de kunne for at råbe forvalterne op. »Vi gør alt, hvad vi kan for at klæde politikerne på, men de har simpelthen for travlt til at tage så usexet et emne op som, »hvor mange fisk man må fange i Nordatlanten«. Det vedrører for dem alt for få mennesker, som der er alt for lidt stemmer i. Men de skal bare ikke glemme, at de også er fiskernes politikere,« siger Jens Borup
Danske interesser er »for vanskelige«
I forbindelse med Brexit-forhandlingerne er der indgået en aftale i EU om, at politikerne så vidt muligt skal lægge sig op ad biologernes kvoteanbefalinger. Det skaber imidlertid en stor interessekonflikt.
»Hvis vi tager udgangspunkt i brisling igen, kan der bæredygtigt fiskes mere end biologernes anbefaling. Men da brisling stort set kun fiskes af danske skibe, har Norge og UK ingen interesse i, at Danmark viger fra anbefalingen – specielt ikke, fordi de især fisker efter arter, der lever af brisling. Det har i forvejen været svært at lande en fiskeriaftale i forbindelse med Brexit, og disse interesser bliver hermed for vanskelige for de danske politikere,« siger Søren Anker Pedersen.
Vanskelige eller ej, så mener Jens Borup ikke, der er nogen undskyldning. »Politikerne bliver simpelthen nødt til at gå ind og tage slåskampen med EU for den danske fiskerisektors skyld,« siger Jens Borup.
Politikerne gemmer sig bag biologerne
»Politikerne lægger ansvaret fra sig og gemmer sig bag eksperterne,« lyder det fra Søren Anker Pedersen, og Jens Borup der tilføjer: »Når ikke politikerne går ind og tager det endelige ansvar for beslutningerne, ender eksperterne i praksis med at blive politikere og politikerne med at blive et gummistempel,« siger Jens Borup.
Han er imidlertid ikke færdig med at kæmpe kampen for at få fokus på vigtigheden af fiskerierhvervet i Danmark. »Vores dygtige medarbejdere producerer supergode, bæredygtigheds-certificerede produkter, fiskemel og fiskeolie, som er produceret af fisk og fiskeafskær, som fiskes bæredygtigt, og som kun kan bruges til fiskemel- og fiskeolieproduktion, dvs. til marine ingredienser i bl.a. fiske-foder til akvakultur, og som derved indirekte er med til at brødføde en stadigt voksende befolkning på jorden,« siger Jens Borup.