Stormen har betydet at der er fyldt godt med fartøjer i de danske havne, men flere større fartøjer trodsede det hårde vejr og valgte at blive ude på havet.
Et af dem er HG 306 ”Tobis”, som under hele stormen har ligget på en position sydvest af Stavanger.
Fra styrehuset fortæller besætningen over telefonen, at ”der er tryk på” – vindmåleren svinger fredag middag mellem 33 og 35 sekund/m. ”Vi holder den op i vinden – der er ikke forhold til andet” forklarer skipperen med et smil.
Stormen startede torsdag aften og da vinden senere slog om i vest-nord/vest tog vindstyrken også til.
HG306 ”Tobis” er et næsten nyt fartøj, bygget på Karstensens Skibsværft i Skagen i 2009 og med en længde på ca. 40 meter må det anses for fuldt forsvarligt at blive på havet. Et kik på AIS viser f.eks. også at en lang række supply både til Nordsøens olie-og gas industri også har været i aktivitet under hele uvejrsperioden.
Ombord i HG 306 ”Tobis” håber besætningen, at vinden i løbet af lørdag vil flove så meget af, at grejerne kan sættes i vandet og man kan få gang i fiskeriet efter mørksej.