Fiskekuttere og udstyr til skibe blev livligt handlet på den netop overståede Polar Fish messe i Sisimiut
Det var lidt med bange anelser et team fra Aalborg Kongres & Kultur Center drog til Sisimiut i Grønland for at opbygge og gennemføre fiskerimessen Polar Fish 2010, som centret i en årrække har samarbejdet med Qeqqata Kommunia om.
Spændingen gik på om finanskrisen og svære tider for fiskeriet ville betyde en stille fiskerimesse. Men sådan gik det ikke. I alt gæstede 1550 besøgende Polar Fish fra 7.-9. oktober, og det besøgstal er på niveau med de seneste messer bl.a. i 2008.
Overraskelsen er mere, at de 55 udstillere fra 8 nationer havde en livlig omsætning, der af planlæggerne er vurderet til en værdi på cirka 20 mio. kroner. Blandt andet blev der solgt 2 fiskekuttere samt 2 mindre fartøjer, ligesom udstyr til skibe bl.a. projektørlys, og snescootere også blev handlet. Udstillerne udtrykte stor tilfredshed med omsætningen.
Polar Fish gentages efter alle vurderinger igen i 2012, hvor planen dog er, at messen ændres til at blive en kombineret fiskeri- og erhvervsmesse.