Den afgift, der er nødvendig for at nå miljø-målene i 2030, kan måske sættes lavere end De Økonomiske Råd i første omgang anbefalede. Det skriver miljøøkonomisk vismand Lars Gårn Hansen, men han advarer samtidig med, at det vil øge usikkerheden omkring klima-målet.
Det skriver den 62-årige Professor, lic.polit. på Institut for Fødevare- og Ressourceøkonomi på Københavns Universitet, på Altinget.dk’s debatsider og han henviser ved samme lejlighed til, at der er planlagt politiske forhandlinger om en drivhusgas-afgift, der skal sikre, at Danmark når sine klimapolitiske mål om at reducere Danmarks drivhusgasudledninger med 70 procent i 2030.
For et par uger siden præsenterede en ekspertgruppe tre modeller for, hvordan Co2-afgiften burde udformes. Men spørgsmålet er, om disse anbefalinger rammer rigtigt og tager de i tilstrækkelig grad hensyn til alt fra klimalovens guidende principper, dansk konkurrencekraft, sunde offentlige finanser, beskæftigelsen, den social balance og lækage, spørger Lars Gårn Hansen videre og peger samtidig på, at beregninger viser, at hvis landbrugets udviklings-spor og aftaler kun indfrier halvdelen af de aftalte mål, vil man kun nå 67 procent reduktion i 2030 med en lav afgift, skriver miljøøkonomisk vismand, Lars Gårn Hansen.
Der er regnet på en opdatering af målene i 2020-rapporten
I Altinget.dk debat skriver den miljøøkonomiske vismand, at uden aftaler vil en afgift på 1.200,00 kroner tilskynde til, at alle reduktioner der er billigere end 1.200,00 kroner gennemføres. Baseret på 2020-beregningerne var det den mængde reduktioner, der skulle til for at nå 70 procent-målsætningen.
Men da aftalerne har fjernet halvdelen af de billige reduktioner, der koster under 1.200,00 kroner pr. tons, skal afgiften stadig sættes til 1.200,00 kroner for at sikre, at den anden halvdel af de nødvendige reduktioner gennemføres. Men hvis aftalerne ikke er omkostningseffektive, så vil de frembringe reduktioner, der koster mere end de 1.200,00 kroner. Så det forudsætter at man kan nøjes med en lavere afgift, men kun hvis aftalerne er mindre end 100 procent omkostnings-effektive.
Omvendt antager man, at aftalerne kun er 30 procent omkostningseffektive, og at alle aftalerne når deres mål, så viser beregningerne, at man kan nøjes med en afgift på 1.000,00 kroner for at nå 70 procent-målsætningen.
Men der er en joker, og det er i det tilfælde hvor landbrugets udviklingsspor kun leverer halvdelen af det aftalte, så skal afgiften være ca. 1.300,00 kroner pr. tons, hvis 70 procent-målsætningen skal nås.
Vi ved ikke præcist, hvor omkostningseffektive aftalerne bliver, men det forventes ikke, at de vil være 100 procent omkostnings-effektive. Aftalerne bygger i høj grad på regler og tilskud, og de vil som udgangspunkt lede til relativt dyre reduktioner.
Men hvis aftalerne leverer det hele, når man 73 procent reduktion og overopfylder dermed målet, siger den miljøøkonomiske vismand og tilføjer at forsikringen ikke er gratis. Ifølge beregningerne er den høje afgift på mellem 1,5 til 2 milliarder kroner dyrere om året for samfundet. Herfra skal så trækkes, at klimaopgaven efter 2030, hvor vi skal reducere udledningerne ned til nul i 2050, bliver mindre.
Om det er en forsikring, der er værd at købe, bliver en afvejning politikerne må foretage i de kommende måneder.
