Den danske akvakultursektor har opnået markante resultater, der placerer Danmark blandt verdens førende inden for bæredygtig fiskeriproduktion. Dette skyldes innovation, avanceret teknologi og en stærk vilje til at reducere miljøpåvirkningen, samtidig med at der leveres fisk af højeste kvalitet.
Det mener René Christensen der er direktør for brancheforeningen Dansk Akvakultur Producentorganisation og 2. viceborgmester i Guldborgsund Kommune for Moderaterne.
Han har skrevet et læserbrev i Horsens Folkeblad, den 22. januar 2025, hvor han henviser til Jakob Clausen fra P. Clausens Fiskehandel i Aarhus, der på de sociale medier har stillet spørgsmålstegn ved kvaliteten af opdrættet fisk.
René Christensen mener at denne fremstilling efterlader et misvisende billede af den danske akvakultursektor. Istedet henviser han til at der er tale om opdræt med en reduceret miljøpåvirkning og en effektiv produktion,
Ifølge Miljøministeriet har danske ferskvandsdambrug siden 1989 reduceret udledningen af kvælstof med 81 procent, fosfor med 87 procent og organisk stof med 93 procent. Disse imponerende reduktioner er opnået gennem investeringer i moderne anlæg og avancerede renseforanstaltninger. Samtidig er produktionen kun faldet med 38 procenet, hvilket demonstrerer sektorens effektivitet og evne til at balancere bæredygtighed med høj produktivitet.
Dansk opdrættet fisk indeholder færre tungmetaller, ingen parasitter og har lav til ingen brug af antibiotika. Dette gør dansk fisk til et sundt valg for alle, herunder gravide.
Fødevarestyrelsen anbefaler blandt andet opdrætslaks og -ørred, da de indeholder næringsrige fedtstoffer, som er gavnlige for både mor og barn.
I modsætning til udfordringer med lakselus i andre lande som Norge og Færøerne har Danmark udviklet metoder, der forhindrer parasitproblemer. Havbrugene placeres i områder med lav saltholdighed, og netburene tages op om vinteren for rengøring, hvilket sikrer fisk af høj kvalitet.
En nødvendig løsning på globale udfordringer
Med over 58 procent af verdens fiskebestande fuldt udnyttede og 31 procent overfiskede står verden over for store udfordringer med at bevare havets økosystemer. Her spiller dansk akvakultur en afgørende rolle. Ved at producere fisk uden yderligere pres på de vilde bestande bidrager sektoren til at imødekomme den stigende globale efterspørgsel på bæredygtige proteinkilder.
Dansk akvakultur er en central del af den grønne omstilling. Udover at levere sund fisk til både det danske og internationale marked bidrager muslingeproduktionen til at forbedre den økologiske tilstand i kystnære områder. Sektoren beskæftiger over 1.000 personer og skaber betydelige skatteindtægter og eksportindtægter.
Dansk akvakultur har stolte traditioner, der går tilbage til 1894, da det første dambrug blev etableret. I dag produceres fisk, skaldyr, tang og foder med fokus på bæredygtighed og høj kvalitet. Når vi vælger dansk opdrættet fisk, støtter vi ikke kun lokal produktion, men reducerer også klimaaftrykket ved at undgå import af vildtfanget fisk.
Med disse resultater viser dansk akvakultur, hvordan fødevareproduktion kan være bæredygtig, sund og økonomisk gavnlig – et forbillede for resten af verden.
Læs »Dansk Akvakultur reducerer miljøpåvirkningen markant« her