Europa parlamentarikeren og fiskerieksperten Ole Christensen, valgt for Socialdemokratiet i Nordjylland, havde i dagens anledning skiftet stolen ud i Bruxelles, med talerstolen i Aalborg Kongres og Kultur Center.
Det blev således en kendt person af fiskeriet, der i egen valgkreds fik muligheden for at tale direkte til de mange tusinde udstillere og gæster, der i disse dage, har valgt at besøge nordeuropas største og mest betydende fiskerimesse overhovedet.
Andre talere ved åbningen, der fandt sted på åbningsdagen onsdag den 9. oktober klokken 10.00, var Rådmand fra Aalborg Kommune, Thomas Kastrup-Larsen, og direktør for Aalborg Kongres- og Kultur Center, Ernst Trillingsgaard.
Efter talerne blev der overrakt blomster til Ole Christensen og Thomas Kastrup-Larsen, mens Ernst Trillingsgaard lige til sidst nåede at sige værs`go til et glas køligt hvidvin, som Aalborg Kongres og Kultur Center serverede i anledningen af åbningen.
Messen der afholdes hvert andet år i Aalborg har i år et samlet messeareal på godt 9.000 m2. Der er ca. 300 udstillere tilmeldt DanFish og DanAqua, hvoraf ca. 20 % er udenlandske. Der forventes de næste par dage besøgende omkring 12.000 gæster hvoraf ca. 20-25 % formentlig vil være fra udlandet.
FiskerForum.com