Dansk fiskeri sættes under yderligere pres. Det er konklusionen, efter EU-Kommissionen har fremlagt kvoteforslag for fiskeriet i Østersøen 2021, der indeholder reduktion af kvoterne for flere af de vigtigste arter.
Det skaber stor frustration i fiskerierhvervet, der opfordrer EU’s fiskeriministre til at lytte til biologerne fra Det Internationale Havundersøgelsesråd (ICES), der peger på, at der er mulighed for større kvoter, uden at der bliver gået på kompromis med beskyttelsen af bestandene.
»Desværre kan jeg ikke påstå, at jeg er overrasket over, at EU-Kommissionen igen har valgt en tilgang, der gør det svært at være fisker. Det er brandærgerligt, når der faktisk er råderum til at fastsætte kvoterne højere, uden at det går ud over fiskebestandene. Den tilgang gør det svært at fastholde fiskeriet. Især når det er ved at udvikle sig til en årlig begivenhed. Derfor er det afgørende, at EU’s fiskeriministre kæmper for erhvervsfiskeriet i de kommende kvoteforhandlinger,« lyder det fra en skuffet formand for Danmarks Fiskeriforening, Svend-Erik Andersen.
Kigger man nærmere ind i EU-Kommissionens forslag, står det klart, at særligt kvoterne på sild og torsk er reduceret. Da der er tale om to særdeles vigtige fiskerier, vækker den beslutning ærgrelse hos Danmarks Fiskeriforening.
»Det kommer uundgåeligt til at koste arbejdspladser. Både i fiskeriet og i følgeerhvervene. Det kan få store konsekvenser for de små havnesamfund som på Bornholm, hvor fiskeriet er med til at holde gang i havnene. Det håber vi, at den danske fiskeriminister, Mogens Jensen, er opmærksom på, når han rejser til Bruxelles for at forhandle fiskekvoterne på plads,« udtaler Svend-Erik Andersen.
Foruden faldende kvoter indeholder kvoteforslaget også regler, der gør tilværelsen besværlig for danske fiskere. Det gælder eksempelvis lukkeperioder i den vestlige Østersø, der besværliggør fiskeriet efter torsk til trods for, at der ikke er evidens for, at lukkeperioder har en positiv effekt på torskebestanden. Det er til stor frustration for fiskerierhvervet, der kalder på bedre dialog mellem politikere, forskningsverdenen og fiskeriet.
»Gang på gang oplever vi, at der trækkes bøvlede regler ned over fiskeriet på baggrund af mavefornemmelse og forsimplinger. Det dur simpelthen ikke. Der er brug for en bedre dialog mellem politikere, forskningsinstitutioner og fiskeriet sådan, at vi i fællesskab kan finde effektive måder at beskytte, udnytte og forvalte fiskebestandene på. Erhvervsfiskeriets fremtid afhænger af, at bestandene udvikler sig positivt. Derfor bør vi altså kunne samarbejde mere og bedre,« lyder opfordringen fra Kim Kær Hansen, næstformand i Danmarks Fiskeriforening PO og formand for Østersø-udvalget.
Det er forventningen, at fiskerimulighederne i Østersøen for 2021 falder på plads den 20. oktober, hvor der sædvanligvis nås enighed i ministerrådet i EU.
Kommissionens forslag til kvoter for Østersøen 2021