Tirsdag 8 Juli 2020 har rederiet Christian í Grótinum P/f fra Klaksvik på Færøerne og Karstensens Skibsværft A/S i Skagen, indgået kontrakt om nybygning af en 89,35 meter lang Pelagisk Snurper/Trawler.
Fartøjet bliver topmoderne, med alt det nyeste af maskineri, udstyr og udrustningen, holdt i et innovativt design i for til indretning og arrangementer.
Projektet i sin helhed er blevet til i et meget nært og tæt fagligt samarbejde mellem Rederi og Værft. Rederiet og værftets rådgivere og bankforbindelser har også bidraget gunstigt til en effektiv beslutningsproces.
Rederiet blev etableret i 1971 af Palli Rasmussen, Jákup Ziskason og Kristian Martin Rasmussen. Rederiets første nybygning, ”Christian í Grótinum”, blev i 1975 leveret fra Skala Skibsværft.
Efter nogle år, hvor der blev drevet fiskeri i udlandet, blev rederiet reorganiseret omkring Rasmussen familien, med Kristian Martins sønner, Jón, Eyðun og Bogi som omdrejningspunkter.
Rederiets ejerskab er i dag fordelt med 25% hos Kristian Martin Rasmussen og det samme hos hver af hans 3 sønner.
I 1997 indgik rederiet samarbejde med Ole Rasmus og Helge Møgter fra Austevoll, Norge, ombygning af en ny ”Christian í Grótinum”.
I 1999 købte rederiet et andet færøsk rederi, Hvalnes P/F, incl det pelagiske fartøj ”Norðborg”. Dette var en skelsættende begivenhed, som dannede grundlag for en ny vinkel på det pelagiske fiskeri, med ombord-produktion og frysning af fangsten. Resultatet blev ultimativt bygning af den nuværende, store ”Norðborg”, som blev leveret i 2009.
Nuværende ”Christian í Grótinum” blev indkøbt fra Norge (ex Kvannøy) i 2013. Dette skib skal nu afhændes, og afløseren bliver den femte til at bære det stolte navn ”Christian í Grótinum”. Navnet betyder Christian-fra-stedet-med-mange sten, og refererer til Kristian Martin Rasmussens bedstefar, som flyttede til Klaksvik omkring 1900.
Som antydet ovenfor så driver rederiet med pelagisk konsum- og industrifiskeri, primært blåhvilling samt sild og makrel. Det nye fartøj skal drives efter samme principper. Bogi Rasmussen fortsætter som skipper også på den nye ”Christian í Grótinum”.
Familien Ramussen udtrykker tilfredshed over at få mulighed for at bygge et nyt skib i tæt samarbejde med Karstensens Skibsværft. Hele rederiet glæder sig over aftalen, og til at komme i gang med byggeriet.
Karstensens Skibsværft er ydmyge og glade for den loyalitet og tillid Kristian Martin Rasmussen – og ikke mindst Jón, Eyðun og Bogi Rasmussen udviser ved at kontrahere dette skib i Skagen.
Det er en stor glæde for Værftet at få lov til at arbejde sammen med dette fremsynede og innovative Rederi, som har været et af de absolut førende på Færøerne og hele Nord-Atlanten igennem mange år.
Rederi og Værft har arbejdet intensivt sammen gennem de seneste måneder, for at skabe et koncept som af Rederiet, er vurderet som både økonomisk og ikke mindst teknisk særdeles attraktivt. Det har været magtpåliggende for Rederiet at have fuld indflydelse i hele designfasen, således er projektet skræddersyet nøjagtig til de ønsker og krav, som Rederiet har.
Design, indretning og arrangementer er blevet til i et meget nært samarbejde mellem Rederi og Værft. Rederiet har været optaget af innovative og optimerede løsninger, delvis baseret på de senere års meget positive drift på nuværende ”Norðborg”, dog vil det nye skib ikke have ombord-produktion eller fryseri, men være baseret på fersk fangst. Der er lagt speciel megen vægt på at optimere arbejdsforhold, sikkerhed og komfort for besætningen.
I lighed med de øvrige pelagiske fartøjer som Værftet har under bygning til redere i Irland, Island, Norge, Sverige og Danmark, er også nye ”Christian í Grótinum” af eget design.
Med hensyn til valg af leverandører og komponenter, da skal en række af disse endelig udvælges i kommende uger. Her vil der også fra Rederiets side være fokus på bæredygtighed, kvalitet, innovation og driftsikkerhed.
Hele skibets koncept, og ikke bare fremdrivningsanlæg eller wincher, er nøje vurderet og beregnet på basis af Rederiets nøjagtige driftsprofil. Det er Rederiets erklærede mål, at udføre et bæredygtigt fiskeri med minimal NOX/CO2 udledning pr kg fanget fisk.
Dette har resulteret i en gennemtænkt og gennem-beregnet kombination af nye løsninger og velprøvede arrangementer, der til sammen giver det mest driftsøkonomiske og klimaoptimerede projekt.
Nye ”Christian í Grótinum” vil blive udrustet med elektriske wincher og elektrisk fiskepumpe.
Skroget til det nye ”Christian í Grótinum” skal bygges hos Karstensen Shipyard Poland, og det færdige skib skal leveres i Januar 2022.
Kontraktprisen er omkring DKK 300 mio., og dermed den mest værdifulde kontrakt indgået af Karstensens Skibsværft på noget fiskefartøj.