Et helt nyt fartøj L 820 »Nanna Cecilie«, skal fra foråret 2020 indgå i konsumfiskeriet med trawl og vod samt landinger til Havnen i Thyborøn.
Fiskerne Hans Jørgen Jensen og Jens Peter Langer har netop lagt kuglepennen fra sig og blækket er knapt nok tørt endnu efter underskriften på kontrakten med Thyborøn Skibs og Motor (3XJ), om leveringen af et kombineret »Vestværft-designet og tegnet« fartøj, til det havgående samt det kystnære konsumfiskeri.
Faglighed samt erfaring
Skipper på det nye fartøj bliver Hans Jørgen Jensen, der efter næsten 20 års fiskeri og forskellige partsrederier bag sig, nu fra 1. janaur 2019, er frigjort af alle tidligere kontrakter og som nu med en halvpart i den kommende L 820 »Nanna Cecilie«, kan koncentrere sig ethundrede procent om detaljerne i den kommende båd.
Til FiskerForum.dk forklarer Hans Jørgen Jensen om årsagen til at investere i en kombineret båd som »Nanna Cecilie«, både handler om at fremtidssikre fiskeriet, men også at være omstillingsparate. »Vi har netop valgt et mellemstort fartøj, der både kan gå nord og vestover, med plads i lasten til omkring 1200 til 1300 kasser. Så fiskeriet længere væk ikke skulle være noget problem. Omvendt kan fartøjet også være med i det kystnære fiskeri uden besvær. En omstilling som vi skal være parate til, da kvoterne har det med at svinge voldsomt fra år til år.«
»Vi skal, som vi plejer, have en besætning, der på fiskeriet tæller 5 mand og gerne en 3 til 4 ekstra folk på land, til skiftet,« forklarer Hans Jørgen Jensen, der samtidig håber at få 2 lærlinge med ombord, som kan lære faget fra bunden.
I de kommende måneder slår de to fiskere, Hans Jørgen Jensen og Jens Peter Langer, koldt vand i blodet og venter lidt med de helt store beslutninger, indtil Brexit-afgørelsen foreligger med et lidt mere sikkert resultat, end det der for tiden flyver vildt i vinden. Uanset resultatet, er investeringen foretaget, men de to fiskere overvejer at gå på kvotemarkedet for at købe lidt ekstra fisk i Nordsøen / skagerrak og lidt ekstra torsk til Vestlige Østersø. Et indkøb som indgår i planerne for et Østersø-fiskeri ca. tre måneder hvert forår.
Komfort og sikkerhed i højsædet
I planerne for en ny båd, er der prioriteret komfort og sikkerhed ind for besætningen ombord, fortæller Thyborøn-skipperen. »Det er helt afgørende for trivslen ombord, at forholdene er i orden og at man befinder sig vel. Det er især på de længere varende ture, når de går til norsk eller britisk fiskeri-område. Det er der taget højde for i nybygningen, med tilstrækkeligt med kahytter, placeret med direkte adgang til kabyssen og messen samt tv salonen og det behageligt indrettet opholdsrum.
Den tekniske side af nybygningen, står også mål med en topmoderne trawler og vod-båd der får installeret en Caterpillar 3508C på 746 kW, samt to lys-motorer af samme fabrikat, monteret med en 2800 mm propel og dyse samt gear fra Hundested og hvor hydraulik-pakken kommer fra hovedentreprenøren 3 X J, der også er bestilt til at levere spil og nettromler. Ellers ligger der ikke noget videre fast endnu, hvilket de to fiskere nu her i forårsmånederne og henover sommeren vil bruge tiden til at finde ud af.
Den vestjyske fisker har selvfølgelig, efter mange år i faget, forskellige ønsker til båden og fiskeriet. Ønsker, som nu for tiden finjusteres, så de helt rigtige løsninger, kan nå at komme med i det færdige resultat, inden båden engang lander fra det polske værft i Stettin (Szczecin) og lægger sig ved kajen indtil Thyborøn skibs og Motor på Beddingsvej.
Spændende bliver det om ca. 16 måneder, den 1. april 2020, at se »Nanna Cecilie« stævne ud af Thyborøn Havn, for at gå på sit første fiskeri i Nordsøen. Men inden da, foreligger der et større logistisk puslespil at samle, inden det sker.
Stort tillykke til både fisker Hans Jørgen Jensen og fisker Jens Peter Langer med nybygningen L 820 »Nanna Cecilie«.
FiskerForum.dk