Fiskemelsfabrikken TripleNine opsplittes i to sektioner. Hidtidig tekniske direktør bliver ny topleder for fiskemelsfabrikationen.
Fiskemelsfabrikken TripleNine i Thyborøn får ny topleder. Det bliver den hidtidige tekniske direktør Christian Bisgård, 45, der fremover sidder for bordenden med titel af adm. direktør.
Udnævnelsen sker i forbindelse med, at fiskemelsfabrikken opsplittes i to selvstændige datterselskaber; TripleNine Fish Protein AmbA, der producerer og sælger fiskemel og olie, samt TripleNine Pharma, som udvinder marine fosfolipider, til brug i foderstoffer og til konsum.
Den hidtidige adm. Direktør for TripleNine AmbA, Nils Chr. Jensen, bliver ny direktør for TripleNine Pharma, med tilhørende højteknologisk produktionsanlæg på Esbjerg Havn.
I en kort kommentar til organisationsændringen, forklarer bestyrelsesformand Erik Bonde Pedersen, at selskabet ønsker at styrke fokus på udvindingen af den nye generation af omega 3 – fosfolipid; ”Efter 5 års udvikling, er vi nu så langt, at vi forventer et markedsgennembrud”.
Fiskemelsfabrikken TripleNine AmbA har over de seneste år haft vigende råvaretilførsel. For den ny direktør forestår en betydelig opgave i at tilpasse produktions- og salgsstrategi, i forhold til prognoser og forventninger om stadig færre råvarer fra de omkringliggende farvande.