I februar investerede Hirtshals Stevedore i en ny reach stacker med en løftekapacitet på 42 tons. Investeringen skyldes primært efterspørgsel og øget aktivitet, og med dette tiltag er Hirtshals Stevedore klar til at løse alle opgaver med losning og lastning af skibe endnu bedre end før.
Direktør hos Hirtshals Stevedore, Uffe Nielsen, siger om investeringen: »Jeg har igennem længere tid ville investere i en ny reach stacker, men der skal være grundlag for sådan en investering. Vi får hele tiden mere at lave, så nu var tiden inde til, at den gamle reach stacker skulle udskiftes. Jeg har valgt at købe en brugt reach stacker fra 2003, og den er både hurtigere og mere fleksibel end den gamle. Normalt har vi 20R11;25 ugentlige løft med reach stackeren, men jeg forventer, at investeringen vil øge denne aktivitet.«
For nylig startede rederiet CLdN en rute op mellem Zeebrugge, Hirtshals og Göteborg, og det har også medført øget aktivitet til Hirtshals Stevedore, der står for containeromlastningen fra Zeebrugge. Derudover håndterer stevedorevirksomheden en del containere fra Færøerne, men det er nordmændene, der udgør Hirtshals Stevedores største kundekreds.
Udover at løse alle opgaver med losning og lastning af skibe, tilbyder Hirtshals Stevedore også containerhandling, toldoplag samt køle- og tørlager. Og specielt kølelager er der så stor efterspørgsel på, at Hirtshals Stevedore på årsplan må afvise 4.000R11;5.000 paller til køl. Derfor håber Uffe Nielsen, at virksomheden i fremtiden kan udvide kølelageret med 4.000R11;5.000 m².