Midt i november måned modtog Martec godkendelse af den nye professionsbacheloruddannelse i skibsteknik og marin konstruktion – Maritim ingeniør. Det er resultatet af længere tids tætte samarbejde mellem Martec, Erhvervshus Nord og Frederikshavn Kommune om at kunne tilbyde erhvervet i Det Blå Danmark efterspurgte kompetencer inden for skibsteknik og marin konstruktion.
»Der er rigtig mange, som har ydet en stor indsats for at virkeliggøre dette, og derfor føles ministerens godkendelse faktisk endnu bedre. En kæmpe tak til politikere, erhverv og samarbejdspartnere!,« lyder det fra Martec’s direktør Pia Ankerstjerne
Uddannelsen bliver den første af sin art i Danmark og skal afhjælpe den store mangel på skibsingeniører i det maritime erhverv.
Med denne uddannelse vil de færdiguddannede kunne tage job som skibsingeniør hos danske værfter, skip design-virksomheder, skibsklassifikationsselskaber, maritime udstyrsproducenter, maritime servicevirksomheder og i rederier samt i virksomheder inden for offshore olie/gas/vind.
»Det er flere års arbejde, som nu munder ud i den ønskede godkendelse fra Uddannelses- og forskningsminister Jesper Petersen. På Martec er vi naturligvis meget glade og glæder os til at arbejde videre med studiet, så vi er klar til at modtage nye studerende fra hele landet i 2023.,« udtaler vicedirektør Brian Thomsen, Martec.
Uddannelsens sigte er at starte med de første studerende i august 2023, og det første hold er færdigt i 2026/27.
Læs mere om den nye uddannelse her