Stevedore virksomheden Hirtshals Stevedore har investeret i en ny kran til håndtering af bulkgods såsom træpiller, træstammer, foderstof, sten, grus, og træflis.
Den nye kran er monteret med en 21 meter kranarm, som kan håndtere 12 tons ved skibssiden og 6 tons i udstrakt tilstand ved 21 meter. Kranen er monteret med gummihjul og er derfor nem at manøvrere rundt havnen.
Nye losse- og lasteopgaver
Hirtshals Stevedore har investeret i den nye kran for at kunne tilbyde både eksisterende og potentielle kunder nye losse- og lasteopgaver. Den første kunde har også allerede meldt sin ankomst, i uge 9 skal kranen på sin første opgave, når der skal losse bulkgods fra England til en lokal virksomhed i området. Den nye kran forventes ligeledes at have en positiv effekt for blandt andet speditørerne på havnen, som nu har mulighed for at tilbyde kunderne nye løsninger.
Ejer af Hirtshals Stevedore, Uffe B. S. Nielsen, siger: “Den nye kran er en materialehåndteringsmaskine af mærket Sennebogen 850 Special B20, som kan losse 450 m³ i timen – det svarer til, at grabben er i lasten ca. tre gange i minuttet. Kranen vil gøre det mere fordelagtigt for både os og vores kunder. Hvor vi tidligere har håndteret mange små selvlossende skibe, så får vi nu mulighed at tage flere og større skibe ind, som ikke har losseudstyr ombord.”
Den nye kran kan losse 450m3 i timen
Hirtshals Stevedore blev etableret i 2008, og virksomheden har siden været i konstant udvikling. Samtidig med at trafikken over Hirtshals Havn har oplevet en betydelig stigning, så er aktiviteterne hos Hirtshals Stevedore ligeledes vokset. Hirtshals Stevedore er ikke bundet til nogen bestemt virksomhed, og kan derfor servicere alle havnens kunder og brugere.