Avisen SkagenOnsdag deltog i generalforsamlingen i Skagen Fiskeriforening, hvor formanden Carl Jesper Hermansen havde valgt at stoppe ved dette års generalforsamling, efter en periode på 13 år i formandsstolen.
I den anledning konstituerede bestyrelsen sig efterfølgende med næstformand John Jakobsen (55 år), som ny formand for Skagen Fiskeriforening. Han kunne i sommers fejrede 40 års jubilæum som aktiv fisker.
SkagenOnsdag skrev videre, at da John Jakobsen var 26 år, købte han sin egen båd til trawlfiskeri, som han døbte »Dortigi« med numret S 544. Selvom han er fra Ålbæk i Nordjylland, har han siden 1992 fisket på den jyske vestkyst, fra Hvide Sande i syd over Thorsminde og til Thyborøn i nord. Med et fiskefartøj, som den nye formand nærmest i sjov kaldte en normadebåd. »Dortigi« ligger nu i Hirtshals, efter at have sejlet sin sidste tur med den tre mands store besætning, hvoraf én har fisket med John Jakobsen i mere end 34 år. »Dortigi« er nu sat til salg, da arbejdet som formand for Skagen Fiskeriforening er en fuldtidsstilling.
Godt forberedt til formandsposten
Det er en helt ny karriere, som den nye formand nu begiver sig ud på. Et erhverv som John Jakobsen har forberedt sig godt på. Han fortæller til SkagenOnsdag, at han som næstformand har været med til en række møder i Danmarks Fiskerforening og han har brugt det seneste år til at sætte sig grundigt ind i formandsarbejdet.
Skagen Fiskeriforening har 82 aktive medlemmer, og bestyrelsen består nu af: Formand John Jakobsen, næstformand Jess Wittus Hansen, kasserer Karl Arne Nielsen, Kim Sørensen, Frank Chr. Wig Sørensen, Brian Sørensen og Lars Lundholm Petersen. Nyvalgte til bestyrelsen blev Christian Pilegaard og Jens Christian Bang Andersen.