På opfordringer fra brugere af farvandet ved Helsingør genudlægger Søfartsstyrelsen inden længe en grøn lystønde, så fritidssejlere nemmere kan navigere korrekt i det tæt trafikerede farvand.
Omkring den 1. april vil Søfartsstyrelsen genudlægge en grøn lystønde til gavn for fritidssejlere, der besejler farvandet omkring Helsingør. Lystønden blev fjernet i 2008, men kommer inden for få uger altså tilbage igen.
Skibsinspektør Jakob Bang forklarer baggrunden for genudlægningen af lystønden:
”I forbindelse med en mindre justering af trafik separeringssystemet i 2008 fjernede vi lystønden ud for Helsingør Havn. Det har senere vist sig, at mange fritidssejlere faktisk benyttede denne bøje til at orientere sig i forhold til trafiksepareringen.”
Han fortsætter:
”Det er i alles interesse, at fritidssejlere ikke kommer ud i trafiksepareringen, hvor de store skibe sejler, men derimod anvender kysttrafikzonen mellem kysten og trafik separeringssystemet.”
Jakob Bang understreger, at den nye afmærkning naturligvis placeres, så den på ingen måde bliver til gene for færgetrafikken i området.
Lystønden vil i øvrigt blive placeret lidt nordligere end den oprindelige, da trafik separeringssystemet ved ændringerne i 2008 blev justeret mod nord.