Vi går nu ind i den syvende uge hvor danske fiskere fortsat venter på fiskeriaftalen, der skal åbne op for adgangen til fiskeriet i norsk zone.
Vi husker alle meddelelsen fra Fiskeristyrelsen den 23. december 2022, lige før jul, hvor det lød »Ingen adgang til fiskeri iNorsk Zone pr. 1. januar 2023 for EU-fartøjer«.. Sikken en jule-gave og de værste forudsigelser dengang, syntes nu desværre at være gået i opfyldelse.
Der var på det tidspunkt ikke opnået enighed mellem EU og Norge om fiskeriaftalen, der skulle give gensidig adgang til fiskeri i hinandens fiskerizoner for 2023. Derfor meldingen fra Styrelsen, at der fra og med søndag den 1. januar 2023 ikke var adgang til fiskeri i norsk zone for danske og andre EU-fartøjer.
Det sker først når der er indgået en ny aftale for 2023 imellem Norge og Eu.
Men utålmodigheden og ikke mindst rastløsheden breder sig blandt fiskerne, der ikke just er fornøjet med tingenes tilstand. Måske best formuleret med ordene fra fiskeriformanden for Thyborøn Havn, Alfred Fisker Hansen, der overfor TVMidtVest ikke lægger skjul på, at man snart ikke kan leve med denne usikkerhed længere.
Sidste år hentede dansk fiskeri for over 400 millioner kroner i norsk farvand.
Fiskeriformanden fra Thyborøn fortæller videre, at når danskerne ikke må fiske i norsk farvand og heller ikke i den norske del af Skagerrak, ja så tvinges bådene enten til kaj, eller de tvinges til at sejle længere til britisk farvand. En tur på et ekstra døgn hver vej, og med brændstofpriser på seks kroner pr. liter er det én ikke helt gratis omgang.
Nu genoptager EU og Norge forhandlingerne fredag den 12. februar
Men det sker på et bagtæppe, hvor der de seneste par uger nærmest ikke er sket noget overhovedet. Men måske kan der skimtes lys for enden af tunnelen, efter disse meget langtrukne forhandlinger.
Til Fiskeritidende.dk siger chefkonsulent Michael Andersen fra Danmarks Fiskeriforening (DFPO), »Det er glædeligt, at forhandlingerne nu bliver genoptaget, for det er helt afgørende, at der snart kommer en aftale på plads,« siger chefkonsulenten fra DFPO og understreger at situationen er uholdbar, som den er nu. Det er dyrt for fiskerne og dårligt for fiskebestandene, at fiskeriet presses sammen på et langt mindre område end normalt,« slutter Michael Andersen, der følger hvorledes forhandlingerne skrider frem.