Det norske værft VARD har indgået kontrakt med Nergård Havfriske på Langnes i Harstad syd for Tromsø, om tegninger og beregninger samt design af en VARD 8 02-designet trawler. En topmoderne, højteknologisk hæktrawler, til en samlet værdi af 500 millioner NOK, der skal leveres til rederiet i 2022.
Designet er velkendt og tager højde for en skånsom og nænsom håndtering af fisken ombord, med en effektiv og klimavenlig samt sikker og bæredygtig drift af fartøjet, der med den bedst tænkelige teknologi afgiver det mindst mulige klimaaftryk.
Rederiets anden ordre indenfor 2 år
Nergård Havfiske har med den nye ordre, nu to igangværende ordre på det norske skibsværft. For tiden er en anden hæktrawler under bygning på værftet i Vard Brattvåg. Selve skroget er bygget ved VARD shipyard i Braila i Rumænien og denne ordre af Nergård Havfiske’s trawler »Senja«, forventes leveret sidst i denne måned i år.
I en kommentar til ordrerne siger administrerende direktør i Nergård Havfiske Tommy Torvanger, »Vi glæder os til at få den første trawler »Senja« i drift, og til at fortsætte det gode samarbejde vi har med skibsværftet VARD i det nye projekt. Disse to fartøjer repræsenterer en helt ny generation af fartøjer for os som rederi, både med tanke på effektivitet og kvalitet. Vores mandskab og fiskerne om bord vil få et fantastisk værktøj til at fiske vores fiskekvoter på den bedst mulige og tænkelige måde.«
Ny generation af trawlere
Den nye trawler bliver 80 meter lang og har en bredde på 17 meter. Fartøjet vil blive udrustet med VARD’s eget fiske-håndteringssystem, med fisketanke til opbevaring af levende fisk samt værftets egen avancerede fiskefabrik. Ombord vil der i det nye fartøj være en øget lastekapacitet, med bedre mulighed for nedkøling og frysning af fisken. Dertil kommer ensilage-tanke, hvor resten af fisken, med afskær og fiskerester opbevares til senere udnyttelse.
Fremdriften af fartøjet vil både være dieseldrift og dieselelektrisk drift, det hele kombineret med batteri og VARD’s nye SeaQ Energy Storage System og SeaQ Power Management System, som optimerer energien i alle operationer ombord, det hele for at opnå en langt mere klimavenlig drift af fartøjet.
Nergård Havfiske AS blev etableret tilbage i 1949 og er beliggende i Tromsø. I dag har selskabet en flåde på fem fartøjer og ca. 170 ansatte, og er en del af Nergård Group.