Fitjar Mekaniske verksted AS (FMV) på øen Stord syd for Bergen, har underskrevet kontrakt med Marinus Aquaservice, om nybygning af en type HFMV W15 arbejdesbåd, som er designet og udviklet i samarbejde med Heimli AS.
Båden skal ifølge aftalen leveres sidst på året 2016 til firmaet i Urangsvåg på Bømlo og bliver således båd nummer tre til det norske servicefirma. Rederiet er totalleverandør af services til Aquakultur og havbrug langs den norske kyst og råder idag over flere arbejds-fartøjer til specialopgaver med mere end 20 ansatte.
Nybygningen bliver knapt 15 meter lang og 12 meter bred, med to 650 HK motorer, der giver fartøjet en fart på ca. 10 knob. Erfaringerne fra »Restless Cahllenger«, har fået rederiet til at ændre lidt på udformningen og kapaciteten. Så nybygningen FMV231 får en lidt større motorpakke og øget krankapacitet samt en slæbekrog. En ændring der giver mulighed for at tage endnu større løft og træk.
Kystmagasinet.no skriver videre, at værftet er glade for samarbejdet med rederiet og servicevirksomheden MAS (Marinus Aquaservice), og ser frem til at levere nybygningen sidst i 2016. Byggetiden er relativ kort og har kun kunnet lade sig gøre, da alt arbejdet om bord, bliver foretaget lokalt på FMV-værftet på Øen Stord.
Nybygningen HFMV har en stor kapacitet og man får rigtigt meget båd for pengene. FMV231 er således det tiende i rækken af arbejdsfartøjer til mere end seks forskellige rederier, der alle udtrykker tilfredshed med udformning og kapacitet på bådene, der helt indfrier forventningerne om et solidt og velbygget arbejdsfartøj til havdambrug, som alligevel giver fleksibilitet nok til at kunne løse andre opgaver også.
Udover flerskrogsløsninger, kan der nu også vælges enkeltskrog, hvor hver enkelt fartøj kan konfigureres og tilpasses et rederis helt individuelle behov og ønsker. Det giver, efter værftets mening og erfaring, en ganske god konkurrencefordel.