En række danske havne har modtaget i alt 60 mio. kroner til udvikling og modernisering af fiskerihavne og landingssteder i Danmark.
Der er netop sendt tilsagns-brevene af sted til de ansøgere, der har fået del i bevillingerne under Fiskeriudviklingsprogrammets ordning for Fiskerihavne og Landingssteder.
I alt har NaturErhvervstyrelsen modtaget 35 ansøgninger for et beløb på 138,3 millioner kroner. Da den økonomiske bevilling har været på i alt 60 millioner kroner, har det ikke været muligt at imødekomme alle ansøgninger.
Formålet med tilskuddet er modernisering af fiskerihavne
Ordningen for Fiskerihavne og Landingssteder har til formål at udvikle og modernisere fiskerihavne. Der kan eksempelvis søges om tilskud til kajanlæg og landingsfaciliteter og til investeringer i kølekæder og i lager- og auktionshaller.
Fokus på forventede effekter
Naturerhvervsstyrelsen har forud for bevillingsrunden ikke fastlagt udvælgelseskriterier ud fra indsatsområder eller havne placeret i bestemte geografiske områder. Ansøgningerne fra de offentlige såvel som de private havne er prioriteret på baggrund af de forventede effekter i hele værdikæden fra fangst til forbrug.
NaturErhvervstyrelsen har derfor ved vurderingen af havneprojekterne udvalgt de projekter, som har sandsynliggjort de største effekter for havnen og dens fiskerirelaterede aktiviteter.
Ingen ansøgningsfrist i 2013
Da bevillingerne for 2012 og 2013 er slået sammen, er det ikke forventningen, at der kommer en ny ansøgningsperiode for 2013.
Kilde: Ministeriet for Fødevarer, Landbrug og fiskeri
FiskerForum.com