Den lille Skt. Jakobs musling har hvert år skabt krigerisk stemning blandt fiskerne fra henholdsvis Frankrig og England. I år syntes den lille kammusling dog at eskalere uenighederne mellem fiskerne.
Det hele bunder i bureaukratiske miljømæssige og ulige regler for fiskeriet efter kammuslinger i internationalt farvand. Franske fiskere har nationalt forbud mod at fiske den lille Skr. Jakobs musling fra 15. maj og til 1. oktober hvert år.
Derimod har britiske og skotske fiskere ikke samme stramme regler. Der er intet til hinder for, at de kan fange muslingerne allerede før den 1. oktober. Hvilket de selvfølgelig også gør. Med det resultat, at når endelig tilladelsen til kammuslingefiskeriet kommer så har briterne og skotterne allerede taget de fleste muslinger og de franske fiskere må nøjes med resterne.
Denne forskelsbehandling er faldet de franske fiskere for brystet og i disse dage kan man overvære det årlige og meget absurde optrin, hvor franske fiskere i fortillier med op til fyrre fartøjer sejler mod de britiske og skotske fiskere. Et sammenstød der i år har været særligt krigerisk, med flere vædrede britiske og skotske fartøjer til følge og med direkte livsfarlige manøvre fra franske fiskeres side, der trods tilstedeværelsen af den franske fiskerikontrol alligevel angriber fiskerene fra de britiske øer.
Normanerne (de franske fiskere) klager over illoyal konkurrence i internationalt farvand. Men i stedet for at lade embedsværket komme med en diplomatisk løsning gennem dialog og samtale, så handler de franske fiskere mere impulsivt og aggressivt.
Tidligt tirsdag morgen forlod de franske fiskere havnene i Trouville-sur-Mer, Port-en-Bessin eller Ouistreham (Calvados) for at møde de britiske og skotske fiskere i internationalt farvand. Et møde der blev til en hård konfrontation, hvor de franske fiskefartøjer omringede de britiske og skotske fartøjer for at få dem til at stoppe fiskeriet.
Konfrontationen udartede sig med sten og røgbomber, så de britiske fiskere trak sig tilbage fra området. Alt imens franske og britiske fiskeriorganisationer appellerer til ro og orden uden brug af vold og i stedet opfordre til tålmodighed, så løsningen kan findes via diplomatiets vej. Mens situationen nu er nervøs og anspændt på havet, hvor franske fiskerikontrolbåde fortvivlet forsøger at holde parterne adskilt, mens de ligger og mundhugges over radioen, forsøger man på land at finde en løsning på den tilbagevendende muslingekrig mellem franske og britiske samt skotske fiskere.
Du kan se nogle af billederne fra konfrontationen tirsdag her.
Kilde: BBC News og franceinfo FiskerForum.dk