Der bliver nu åbnet for muslingefiskeri i Natura 2000-området i Lillebælt for seks fartøjer. Tilladelserne til fiskeri blev udsat efter, at Fødevareministeriet i slutningen af februar modtog en såkaldt supplerende åbningsskrivelse fra EU-kommissionen om muslingefiskeriet i Limfjorden. Ministeriet har nu gennemgået åbningsskrivelsen, og fødevareminister Mette Gjerskov og regeringsordførerne har besluttet at åbne for muslingefiskeri i Lillebælt.
Fødevareminister Mette Gjerskov understreger, at det er helt afgørende at den fremtidige forvaltning af muslingefiskeri i Natura 2000-områder beskytter områdets unikke natur og overholder EUs regler for naturbeskyttelse.
”Vi skal passe rigtig godt på de sårbare Natura 2000-områder og sikre, at fiskeriet er i overensstemmelse med EU’s regler på området. Derfor tager vi i ministeriet nu kontakt til Kommissionen for at få afklaret den fremtidige forvaltning af muslingefiskeriet”, siger Mette Gjerskov.
EU-kommissionen efterspørger i den supplerende åbningsskrivelse yderligere oplysninger om fiskeriet. Sagen er derfor fortsat i en undersøgende fase. Kommissionens henvendelse indeholder ikke konklusioner om fiskeriet efter muslinger i Natura 2000-områder i Limfjorden.
Tilladelserne til de seks fartøjer i Lillebælt løber fra 21. marts 2012 til 28. februar 2013.