Marine Stewardship Council MSC giver Årets Guldfisk til den danske kæde af sushirestauranter, Letz Sushi, for arbejdet med at fremme bæredygtig fisk og skaldyr i restaurantverdenen.
Med sit vedholdende fokus på bæredygtighed, ansvarlighed og økologi, hvad enten det angår fisk, ris eller emballage, har Letz Sushi taget føringen og vist hvor langt man kan komme med stærke værdier, der hjælper verden i den rigtige retning.
Derfor modtog restaurantkæden onsdag i sidste uge en pris fra non-profit organisationen Marine Stewardship Council (MSC), ved MSC’s årsmøde i Aalborg.
Årets Guldfisk var længe fortjent for Letz Sushi, der igennem efterhånden mange år har været forbillede for den bæredygtige omstilling i den danske restaurationsbranche.
Således benytter Letz Sushi, der snart åbner sin restaurant nummer 22, MSC- og ASC-certificeret fisk, økologiske ris, FSC-certificeret træ og papir (servietter, poser og spisepinde), og arbejder konstant på mere bæredygtige løsninger for emballage til take away.
Programdirektør Linnéa Engström fo MSC Skandinavien og Østersøregionen udtaler, »Det er utroligt vigtigt, at LETZ SUSHI tager så stort ansvar for, at sikre forbrugerne et bæredygtigt valg når de er ude at spise.»
En stolt Daniel Ødegaard CEO i Letz Sushi siger, »Vi er meget glade for prisen og anerkendelsen, som går til hele vores team, for det ansvar de tager og for at presse på for et mere bæredygtigt fiskeri – ikke bare lokalt, men også globalt.«
Udover prisoverrækkelsen til Letz Sushi kunne MSC fejre sit 25 års jubilæum ved årsmødet. MSC har udbredt sit certificeringsprogram til 22 lande og engagerer næsten en femtedel af verdens fangst af fisk og skaldyr. I oktober i år præsenterede MSC den nye opdatering af sin fiskeristandard, som er resultatet af en omfattende 5 årig lang proces, der har involveret et hav af interessenter fra videnskabs-verdenen, NGO’er, fiskeri-organisationer m.m. Standarden udrulles fra foråret 2023 og afstedkom interesserede spørgsmål fra de fremmødte ved MSC’s årsmøde.
Du kan genlæse Marine Stewardship Council’s rapport 2021-2022 her